Politisk bevidsthed: Den Uendelige retfærdigheds Aritmetik
Så er jeg blevet færdig med den kvindelige indiske forfatter Arundhati Roy's 'Menigmands Guide til Imperiet', og den har gjort et kæmpe indtryk på mig. Sjældent har jeg læst så skarpt, præcist, velbegrundet og velformuleret saglig kritik af den politiske situation i verden idag.
Hun indkapsler med få ord så mange af de frustrationer den tredie verden - og den dybt bekymrede del af den vestlige verden - ligger inde med idag. Bogen er en samling af essays som Roys har skrevet til diverse tidsskrifter verden over - lige fra svenske Aftonbladet til britiske The Guardian og tyske Tagezeitung.
Jeg har valgt at gengive to af hendes essays fra bogen her, da jeg mener at alle mennesker i hele verden bør læse dem. Jeg garanterer dig at du vil ikke se på verden med samme øjne når du har læst disse intelligente tekster skrevet fra indersiden - fra den undertrykte 3. verden. Jeg opfordrer dig på allerkraftigste vis at bruge dine næste 15 minutter i lag med disse to essays - det skylder du din egen samvittighed og bevidsthed.

I dønningerne efter det uhyrlige selvmordsangreb på Pentagon og World Trade Center den 11. september 2001 sagde en amerikansk tv-journalist: "Godt og ondt viser sig sjældent så tydeligt, som det gjorde i tirsdags. Folk, vi ikke kender, massakrerede folk, vi kender. Og de gjorde det med håndlig fryd." (Kilde 1). Derefter brød han sammen og græd.
Her er kernen i sagen: Amerika er i krig mod folk, det ikke kender (fordi de ikke optræder ret meget i fjernsynet). Inden den amerikanske regering rigtig har identificeret eller bare er begyndt at forstå sin fjendes natur, har den, i sit hastværk, med reklamedrøn og pinlig retorik, flikket en "International Koalition mod Terror" sammen, mobiliseret sin hær, sit luftvåben, sin flåde og sine medier og sendt dem i kamp.
Problemet er, at når først amerikanerne går i krig, så kan de ikke så godt vende hjem igen uden at have udkæmpet en. Hvis de ikke kan finde deres fjende, så bliver de nødt til at opfinde en af hensyn til de rasende borgere derhjemme. Når først krigen er begyndt, vil den udvikle sin egen drivkraft, sin egen logik og refærdiggørelse, og vi vil ikke længere kunne se, hvorfor den overhovedet blev udkæmpet.
Det, vi er vidne til her, er synet af verdens mægtigste land, der vredt og refleksmæssigt griber til et gammelt instinkt for at udkæmpe en ny slags krig. Pludselig ligner Amerikas strømlinjede krigsskibe, dets krydsermissiler og F-16 fly nogle forældede og klodsede indretninger, når det gælder om at forsvare sig selv. Som afskrækkelsesmiddel er landets arsenal af atombomber ikke længere sin vægt værd i skrotmetal. Hobbyknive, lommeknive og kold vrede er de våben, hvormed det nye århundredes krige vil blive udkæmpet. Vreden er dirken i låsen. Den smutter gennem tolden uden at blive bemærket. Den kan ikke findes ved en undersøgelse af bagagen.

Hvem kæmper Amerika imod? Den 20. september sagde FBI, at der var tvivl om nogle af flykaprernes identitet. Samme dag sagde præsident George Bush: "Vi ved præcis, hvem terroristerne var, og hvilke regeringer der støttede dem". (kilde 2) Det lyder, som om præsidenten ved noget, som FBI og den amerikanske offentlighed ikke ved.
I sin tale til den amerikanske Kongres den 20. september kaldte præsident George Bush Amerikas fjender for "Frihedens fjender". "Amerikanerne spørger, hvorfor de hader os," sagde han. "De hader vores frihed - vores religionsfrihed, vores ytringsfrihed, vores frihed til at stemme og forsamles og være uenige med hinanden." (kilde 3) Her bliver man beddt om at tage to ting for pålydende. For det første at antage, at Fjenden er den, den amerikanske regering siger, det er, selvom regeringen ikke har nogen klare beviser, der kan understøtte denne påstand. Og for det andet at antage, at Fjendens motiver er det, den amerikanske regering siger de er, og det er der heller ikke noget, der kan understøtte.
Af strategiske, militære og økonomiske grunde er det livsnødvendigt for den amerikanske regering at overbevise den amerikanske offentlighed om, at Amerikas engagement for frihed og demokrati og den amerikanske livsform er udsat for angreb. I den nuværende atmosfære af sorg, harme og vrede er det nemt at sælge denne tanke. Men hvis det var sandt, så er det rimeligt at spørge om, hvorfor det var symbolerne på Amerikas økonomiske og militære herredømme - World Trade Center og Pentagon - der blev valgt som mål for angrebene. Hvor ikke Frihedsgudinden? Kunne det tænkes, at den brændende vrede, der førte til angrebene, har sin dybeste rod ikke i den amerikanske frihed og demokratiet, men i den amerikanske regerings fortid med engagement og støtte til præcis det modsatte - til militær og økonomisk terrorisme, oprør, militærdiktatur, religiøse fordomme og ufattelige folkedrab (uden for Amerika)?
Det må være svært for almindelige amerikanere, der for så kort tid siden er ramt af et tab, at se op på verden med øje fulde af tårer og møde det, der for dem kan se ud som ligegyldighed. Det er ikke ligegyldighed. Det er bare varselstydning. Manglende overraskelse. Den trætte kklogskab, der ligger i at vide, at man høster, som man sår. Det amerikanske folk burde forstå, at det ikke er folket, men dets regerings politik, der er så forhadt. Vi var alle sammen bevægede over det mod og de smukke egenskaber, man så hos Amerikas brandmænd, redningsarbejdere og almindelige kontorfolk i dagene efter angrebene. Det amerikanske folk kan ikke på nogen måde tvivle på, at det selv, dets enestående musikere, forfattere, skuespillere, fantastiske sportsfolk og dets film bliver budt velkommen i hele verden.
Amerikas sorg over det, der skete, har været umådelig stor og umådelig offentlig. Det ville være grotesk at forvente, at man skulle kalibrere eller modulere sin sorg. Men det vil være en skam, hvis amerikanerne i stedet for at bruge sorgen til at prøve at forstå, hvorfor den 11. september fandt sted, bruger den til at tage hele verdens sorg til sig og kun sørge over og hævne sine egne. For så tilkommer det os andre at stille de vanskelige spørgsmål og sige de ubehagelige ting. Og vi vil blive misbiliget, ignoreret og måske endda til sidst bragt til tavshed for vores anstrengelser, for vores dårlige timing.
Verden vil formodentlig aldrig få at vide, hvad der motiverede disse konkrete flykaprere, der fløj flyvemaskiner ind i disse konkrete amerikanske bygninger. De var ikke ude efter at vinde hæder. De efterlod ingen selvmordsbreve, ingen politiske budskaber; ingen organisation har påtaget sig ansvaret for angrebene. Alt, hvad vi ved, er, at deres tro på det, de gjorde, vejede tungere til end det naturlige, menneskelige overlevelsesinstinkt eller noget ønske om at blive husket. Det er næsten, som om de ikke kunne omsætte deres enorme raseri til noget, der var mindre end deres gerninger. Og det, de gjorde, har sprængt et hul i verden, sådan som vi kendte den. I mangel på informationer vil politikere, politiske kommentatorer og skribenter (som mig selv) lægge deres egen politik ind i handlingen, sammen med deres egne fortolkninger. Denne spekulation, denne analyse af det politiske klima, hvori angrebene fandt sted, kan kun være noget godt.
Men krigen nærmer sig. Hvad der end mangler at blive sagt, må siges hurtigt.
Før Amerika sætter sig i spidsen for den "Internationale Koalition mod Terror", før man inviterer (og tvinger) andre lande til at deltage aktivt i sin næsten ophøjede mission - benævnet "Operation Uendelig Retfærdighed", indtil det blev påpeget, at dette ville kunne opfattes som en fornærmelse mod muslimer, der tror på, at kun Allah kan udmåle uendelig retfærdighed, hvorefter den blev omdøbt til "Operation Varig Fred" - ville det hjælpe, hvis man klarlagde nogle punkter. For eksempel Uendelig Retfærdighed/Varig Frihed for hvem? Er dette Amerikas krig mod terror i Amerika eller mod terror i almindelighed? Præcis hvad er det, der bliver hævnet her? Er det det tragiske tab af næsten 7.500 liv, ødelæggelsen af halvanden million kvadratmeter kontorlokaler på Manhattan (kilde 4), ødelæggelsen af en del af Pentagon, tabet af flere hundrede tusinde jobs, nogle flyselskabers fallit og kurfaldet på New Yorks børs? Eller er det mere end det?
I 1996 blev den daværende amerikanske FN-ambassadør Madeleine Albright spurgt i landsdækkende fjernsyn om, hvad hun følte ved, at 500.000 irakiske børn var døde som resultat af de amerikanske økonomiske sanktioner. Hun svarede, at det var "et meget svært valg", men alt taget i betragtning "synes vi, det er prisen værd" (Kilde 5). Madeleine Albright mistede ikke på nogen måde sin stilling, fordi hun sagde sådan. Hun blev ed med at rejse rundt i verden og repræsentere den amerikanske regerings håb og ønsker. Mere relevant er det, at sanktionerne mod Irak stadig er på palds. Børn bliver ved med at dø.
Så her har vi det. Den tvetydige skelnen mellem civilisation og barberi, mellem "massakre på uskyldige mennesker", eller, om du vil, "civilisationernes sammenstød" og "utilsigtede tab". Den Uendelige Retfærdigheds sofisteri og kræsne aritmetik. Hvor mange døde irakere skal der til for at gøre verden til et bedre sted? Hvor mange døde afghanere for hver død amerikaner? Hvor mange døde børn for hver død mand? Hvor mange døde mujaheddiner for hver død investeringsbankier?
Mens vi ser hypnotiserede til, folder "Operation Varig Fred" sig ud på fjernsynsskærmene i hele verden. En koalition af verdens supermagter omringer Afghanistan, et af de fattigste, mest ødelagt og krigshærgede lande i verden, hvis herskende taliban-regering giver husly til Osama bin Laden, den mand, der betragtes som ansvarlig for angrebet den 11. september. Det eneste i Afghanistan, der på nogen måde ville kunne tælle som medfølgende værdier, er landets borgere. (Blandt dem en halv million lemlæstedeforældreløse. Der er beretninger om haltende stormløb, der finder sted når kunstige lemmer bliver kastet ned fra fly til afsides utilgængelige landsbyer (Kilde 6).Afghanisatns økonomi er i ruiner. Faktisk er problemet for en invasionshær, at Afghanistan ikke har nogen af de almindelige koordinater eller afmærkninger, der kan plottes ind på et kort - ingen militærbaser, ingen industrikomplekser, ingen vandrensningsanlæg. Landbrugene er blevet forvandlet til massegrave. Landdistrikterne er oversået med landminer - ti mllioner lyder den seneste vurdering (kilde 7). Den amerikanske hær ville blive nødt til først at rydde minerne væk og bygge veje for at transportere sine soldater ind. En million borgere er flygtet fra deres hjem af frygt for et angreb fra Amerika og er nået frem til grænsen mellem Pakistan og Afghanistan. FN anslår, at der er otte millioner afghanere, der får behov for nødhjælp (kilde 8). Efterhånden som forsyningerne løber ud - fødevære- og hjælpeinstitutionerne er blevet evakueret - rapporterer BBC, at en af de værste humanitære katastrofer i nyere tid er begyndt at udfolde sig (kilde 9). Her ser vi det nye århundredes Uendelige Retfærdighed. Civile, der sulter ihjel, mens de venter på at blive dræbt.
I Amerika har man brutalt snakket om at "bombe Afghanistan tilbage til stenalderen". Er der da ikke nogen, der kan fortælle dem, at dér er Afghanistan allerede (Kilde 10)? Og hvis det ellers kan være nogen trøst, så har Amerika spillet en ikke ubetydelig rolle i at hjælpe dem på vej. Den amerikanske befolkning har måske lidt tågede forestillinger om, præcis hvor Afghanistan ligger (vi hører rapporter om, at der er stor efterspørgsel efter kort over landet (kilde 11)), men den amerikanske regering og Afghanistan er gamle venner. I 1979, efter den sovjettiske invasion i Afghanistan, iværksatte CIA og den pakistanske ISI (Inter Services Intelligence) CIA's største hemmelige operation siden Vietnamkrigen (kilde 12). Deres formål var at opmuntre den afghaniske modstand mod Sovjet og udvide den til en hellig krig, en islamisk jihad, der ville vende de muslimske republikker i Sovjetunionen mod det kommunistiske styre og til sidst destabilisere det. Da det begyndte, var det meningen, at skulle blive Sovjetunionens Vietnam. Det vist sig at blive meget mere end det. I årenes løb betalte og rekrutterede CIA gennem ISI mange tusinder ekstremistiske mujaheddiner fra 40 islamiske lande som soldater til Amerikas stedfortræderkrig (kilde 13). De menige mujaheddiner var ikke kalr over, at deres jihad rent faktisk blev udkæmpet på Onkel Sams vegne. (Det ironiske ved det er, at Amerika var lige så uvidende om, at landet finansierede en fremtidig krig mod sig selv).
CIA pøsede penge og militærudstyr ud over dem, men udgifterne var blevet enorme, og der var brug for flere penge. Mujaheddinerne gav bønderne ordre til at så opium som "revolutionsskat" (kilde 14). Under beskyttelse af ISI blev hundreder af laboratorier, der fremstillede heroin, oprettet rundt omkring i hele Afghanistan. Inden der var gået to år, fra CIA kom til, var grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan blevet den største heroinproducent i verden og den største enkelte leveringscentral til de amerikanske gader. Den årlige profit, der sagdes at ligge mellem 100 og 200 milliarder dollars, blev geninvesteret i træning og bevæbning af krigere (kilde 15). I 1989 trak russerne sig tilbage efter at være blevet såret af ti års ubørnhørlig kamp og efterlod en civilisation, der var lagt i ruiner. Borgerkrigen rasede videre i Afghanistan. Jihad bredte sig til Tjetjenien, Kosovo og endelig til Kashmir.
I 1996 kæmpede talibaerne - der dengang var en marginaliseret sekt af farlige, ekstremistiske fundamentalister - sig frem til magten i Afghanistan. De fik penge af ISI, CIA's gamle kampfælle, og blev støttet af mange politiske partier i Pakistan (kilde 16). Talibanerne iværksatte et terrorregimente. Deres første ofre var landets egen befolkning, især kvinderne. De lukkede pigeskoler, fyrede kvinder fra offentlige stillinger og gennemtvang sharia-love, hvorefter kvinder, der blev betragtet som "umoralske", bliver stenet ihjel, og enker, der er skyldige i at begå hor, bliver levende begravet (kilde 17). I betragtning af taliban-regeringens forhold til menneskerettighederne, forekommer det usandsynligt, at den på nogen måde vil lade sig skræmme eller vige bort fra sine mål på grund af udsigterne til krig eller truslen mod civilbefolknignens liv.
Efter alt hvad der er sket, kan der så tænkes noget mere ironisk, end at Rusland og Amerika tager hianden i hænderne for at smadre Afghanistan én gang til? Spørgsmålet er: Kan man ødelægge ødelæggelsen? At kaste flere bomber over Afghanistan vil bare flytte rundt på murbrokkerne, blande nogle gamle grave og forstyrre de døde. Afghanistans øde landskab var sovjetkommunismens begravelsesplads og springbrættet for den unipolare verden, der er domineret af Amerika. Det gav plads for neokapitalismen og virksomhedernes globalisering, der igen er domineret af Amerika. Og nu står Afghanistan til at blive kirkegård for de besynderlige soldater, der kæmpede og vandt denne krig for Amerika.
Og hvad med Amerikas trofaste allierede? Også Pakistan har haft enorme tab. Den amerikanske regering har ikke været tilbageholdende med at støtte militærdiktatorer, der har spærret for tanken om, at demokratiet skulle slå rod i landet. Før CIA kom til, var der kun et lille marked for opium i landdistrikterne i Pakistan. Mellem 1979 og 1985 voksede antallet af heroinafhængige for næsten ingenting til et meget stort tal (kilde 18). Allerede før den 11. september var der millioner af afghanske flygtninge, der boede i teltlejre langs grænsen. Pakistans økonomi er ved at bryde sammen. Sekterisk vold, globaliseringens strukturtilpasningsprogrammer og narkokonger flår landet i stumper og stykker (kilde 19)? Terroristernes træningslejre og madrassaer, der blev oprettet for at bekæmpe Sovjet og sået ud over hele landet som dragetænder, frembragte fundamentalister med enorm folkelig tiltrækningskraft inde i selv Pakistan. Talibanerne, som den pakistanske regering har støttet, betalt og holddt oppe i årevis, har materaielle og strategiske alliancer med Pakistans egne politiske partier (kilde 20). Nu beder (beder?) den amerikanske regering Pakistan om at strangulere det kæledyr, det har opdrættet med egne hænder i sin baghave i så mange år. Præsident Musharraf, der har lovet USA sin støtte, kan meget vel komme til at opdage, at han står over for noget, der minder om borgerkrig (kilde 21).
Indien har, takket være sin geografiske stilling og til dels også på grund af sine tidligere lederes visioner, indtil nu været heldig nok til at blive holdt uden for dette store spil. Hvis vi var blevet trukket med ind, er det mere end sandsynligt, at vores demokrati, eller det der er af det, ikke ville have overlevet. I dag vugger den indiske regering med hofterne som en gal, mens nogle af os ser til i rædsel og bønfalder USA om at oprette sin base i Indien hellere end i Pakistan (kilde 22). Det er ikke bare sært, det er utænkeligt, at Indien skulle ønske dette, efter at vi på nærmeste hold har haft udsigt til Pakistans skæbne. Ethvert tredjeverdensland med en skrøbelig økonomi og komplicerede sociale forhold burde efterhånden være klar over, at hvis man inviterer en supermagt som Amerika indenfor (hvad enten den siger, den vil blive der, eller den kun er på gennemrejse), svarer det til at invitere en mursten til at kigge indenfor gennem éns forrude.
I mediestormen efter den 11. september ignorerede hovedstrømmen af tv-stationer stort set historien om Amerikas engagement i Afghanistan. Så derfor kunne dækningen af angrebene være bevægende, foruroligende og, måske for kynikere, noget at svælge i, hvis man ikke kendte til historien. Men for dem af os, der faktisk kender Afghanistans nyere historie, er den amerikanske fjernsynsdækning og retorikken omkring den "Internationale Koalition mod Terror" ganske simpelthen fornærmende. Amerikas "frie presse" har ligesom dets "frie marked" meget at stå til ansvar for.
"Operation Varig Frihed" bliver angiveligt ført for at opreteholde den amerikanske livsform. Den vil formodentlig ende med at underminere den totalt. Den vil fremkalde mere vrede og mere terror rundt om i verden. For almindelige mennesker i Amerika vil det betyde et liv, der bliver levet i et klima af kvalmende usikkerhed: Vil mit barn være i sikkerhed i skolen? Vil der være nervegas i undergrundsbanen? En bombe i biografen? Vil min kærestse komme hjem iaften? Der har været advarsler om muligheden for biologisk krigsførelse - kopper, byldepest, miltbrand - den dødbringende last i uskyldigt udseende afgrøde-sprøjtefly (kilde 23). At blive ombragt et par stykker ad gangen kan ende med at blive værre end at blive dræbt alle sammen på én gang af en atombombe.
Den amerikanske regering og utvivlsomt andre regeringer rundt om i hele verden vil udnytte krigsklimaet som undskyldning for at begrænse borgerrettighederne, afskaffe ytringsfriheden, fyre arbejdere, chikanere etniske og religiøse mindretal, skære ned på de offentlige udgifter og aflede enorme pengesummer til forsvarsindustrien. Med hvilket formål? Præsident George Bush kan lige så lidt "befri verden for dem, der begår onde gerninger", som han kan fylde den op med helgener (kilde 24). Det er absurd af den amerikanske regering overhovedet at lege med tanken om, at den kan udrydde terrorisme ved hjælp af mere vold og undertrykkelse. Terrorisme er symptomet, ikke sygdommen. Terrorismen har ikke noget fædreland. Den er transnational, lige så global en virksomhed som CocaCola eller Pepsi eller Nike. Ved første tegn på ballade kan terroristerne rykke teltpælene op og flytte deres "fabrikker" fra det ene land til det andet på jagt efter en bedre aftale. Fuldkommen ligesom de multinationale.
Terrorisme som fænomen vil måske aldrig forsvinde. Men hvis den skal begrænses, er det første skridt for Amerika i det mindste at anerkende, at man deler kloden med andre nationer, med andre mennesker, der føler kærlighed og sorg og har historier og sange og bekymringer, selvom de ikke er i fjernsynet, og for guds skyld rettigheder. I stedet for sagde den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, da han blev spurgt om, hvad han ville kalde for sejr i Amerikas nye krig, at hvis han kunne overbevise verden om, at amerikanerne måtte få lov til at fortsætte med deres måde at leve på, så ville han betragte det som en sejr (kilde 25).
Angrebet d. 11. september var et uhyrligt visitkort fra en verden, der har udviklet sig frygteligt forkert. Budskabet er måske skrevet af Bin Laden (hvem ved?) og afleveret af hans kurerer, men det kunne meget vel være underskrevet af genfærdene af ofrene for Amerikas gamle krige.
De millioner, der blev dræbt i Korea, Vietnam og Cambodja, de 17.500, der blev dræbt, da Israel - støttet af USA - invaderede Libanon i 1982, de titusinder af irakere, der blev dræbt under "Operation Ørkenstorm", de tusinder af palæstinensere, der er døde under kampen mod Israels besættelse af Vestbredden (kilde 26). Og de millioner, der døde i Jugoslavien, Somalia, Haiti, Chile, Nicaragua, El Salvador, den Dominikanske Republik og Panama som ofre for alle de terrorister, diktatorer og folkemordere, som de amerikanske regeringer støttede, trænede, finansierede og forsynede med våben. Og dette er langtfra nogen fuldstændig liste.
I betragtning af at deres land har været involveret i så mange krige og konflikter, har det amerikanske folk været utroligt heldigt. Angrebene den 11. september var kun nummer to på amerikansk område i mere end hundrede år. Det første var Pearl Harbor. Gengældelsen for det fulgte en lang vej, men endte med Hiroshima og Nagasaki. Denne gang venter verden med tilbageholdt åndedræt på de rædsler, det vil komme.
For nylig var der nogen, der sagde, at hvis Osama bin Laden ikke havde eksisteret, havde Amerika været nødt til at opfinde ham (kilde 27). Men på en måde har Amerika opfundet ham. Han var en af de jihadier, der flyttede til Afghanistan efter 1979, da CIA begyndte på sine operationer dér. Han har det særegne træk at være skabt af CIA og efterlyst af FBI. I løbet at fjorten dage er han blevet forfremmet fra mistænkt til hovedmistænkt og derefter, til trods for manglen på nogen egentlige beviser, helt op til toppen af listsen, hvor han er "efterlyst død eller levende".
Efter alle beregninger af drømme vil det være umuligt at fremlægge beviser (af en art, der ville kunne holde i en retssal), der knytter bin Laden til angrebene den 11. september (kilde 28). Indtil nu ser det ud til, at det mest belastende bevis mod ham, er, at han ikke har fordømt dem. Ud fra det, man ved om bin Ladens placering og de boligforhold, hvorfra han opererer, er det absolut muligt, at han ikke personligt har planlagt og gennemført angrebet - at han er inspirationen, "direktøren for holdingselskabet" (kilde 29). Talibanernes svar på det amerikanske krav om at få udleveret bin Laden har været ukarakteristisk rimeligt: Kom med beviserne, og vi udleverer ham. Præsident Bushs svar er, at kravet "ikke er til forhandling" (kilde 30).
(Mens vi nu snakker om at udlevere ledere - kan Indien så komme ind med en sideanmodning om at få udleveret Warren Anderson fra USA? Han var direktionsformand for Union Carbide, der var ansvarlig for gasudslippet i Bhopal i 1984, der dræbte 16.000 personer. Vi har sammenstillet de nødvendige beviser. Det kan alt sammen læses i journalerne. Må vi ikke lige få ham?)(kilde 31).
Men hvem er Osama bin Laden virkelig?
Lad mig formulere det på en anden måde: Hvad er Osama bin Laden? Han er Amerikas familiehemmelighed. Han er den amerikanske præsidents mærke dobbeltgænger. Den barbariske tvilling til alt, der hævder at være smukt og civiliseret. Han er dannet af det ekstra ribben i en verden, der er lagt øde af Amerikas udenrigspolitik: dets kanonbådsdiplomati, dets atomarsenal, dets vulgært udtrykte politik om "herredmme over hele spektret", dets isnende mangel på hensyn over for ikke-amerikanske liv, dets barbariske militærinterventioner, dets støtte til despotiske og diktatoriske regimer, dets ubarmhjertige økonomiske dagsorden, der har gnavet sig gennem de fattige landes økonomier som en sky af græshopper (kilde 32). Dets rovgriske multinationale, der overtager den luft, vi indånder, den jord, vi står på, det vand, vi drikker, de tanker, vi tænker.
Nu hvor familiehemmeligheden er afsløret, flyder tvillingerne sammen og er efterhånden ikke til at skelne fra hianenden. Deres kanoner, bomber, penge og narko har gået rundt og rundt i kredsløbet et stykke tid. (De Stinger-missiler, der vil hilse de amerikanske helikoptere, stammer fra CIA. Den heroin, der bruges af Amerikas narkomaner, kommer fra Afghanistan. Bushs regering gav for nylig Afghanistan 43 millioner dollars i støtte til en "krig mod narko")(kilde 33).
Nu er de endda begyndt at låne hinandens retorik. Begge omtaler den anden som "slangens hoved". Begge påkalder sig Gud og bruger den løselige dommedagssnak om godt og ondt som udgangspunkt. Begge er utvetydigt engageret i politiske forbrydelser. Begge er faretruende bevæbnet - den ene med de obskønt magtfuldes atomarsenal, den anden med den brændende, ødelæggende magt hos den, der er totalt blottet for håb. Ildkuglen og ishakken. Kniplen og øksen. Det vigtigste at holde sig for øje er, at ingen af dem er et acceptabelt alternativ til den anden.
Præsident Bushs ultimatum til verdens folk - "Enten er I med os, eller I er med terroristerne" - er udtryk for en indbildsk arrogance (kilde 34).
Det er ikke et valg, som folk ønsker, har brug for eller bør træffe.