Politisk bevidsthed: Krig Er Fred
Så er jeg blevet færdig med den kvindelige indiske forfatter Arundhati Roy's 'Menigmands Guide til Imperiet', og den har gjort et kæmpe indtryk på mig. Sjældent har jeg læst så skarpt, præcist, velbegrundet og velformuleret saglig kritik af den politiske situation i verden idag.
Hun indkapsler med få ord så mange af de frustrationer den tredie verden - og den dybt bekymrede del af den vestlige verden - ligger inde med idag. Bogen er en samling af essays som Roys har skrevet til diverse tidsskrifter verden over - lige fra svenske Aftonbladet til britiske The Guardian og tyske Tagezeitung.
Jeg har valgt at gengive to af hendes essays fra bogen her, da jeg mener at alle mennesker i hele verden bør læse dem. Jeg garanterer dig at du vil ikke se på verden med samme øjne når du har læst disse intelligente tekster skrevet fra indersiden - fra den undertrykte 3. verden. Jeg opfordrer dig på allerkraftigste vis at bruge dine næste 15 minutter i lag med disse to essays - det skylder du din egen samvittighed og bevidsthed.

Da mørket blev dybere over Afghanistan søndag d. 7. oktober 2001, iværksatte den amerikanske regering, med støtte af den Internationale Koalition mod Terror (den nye, medgørlige erstatning for FN), luftangreb mod landet. Fjernsynskanalerne dvælede ved computer-animerede billeder af krydsermissiler, stealth-bombefly, tomahawks, "bunkerknuser"-missiler og Mark 82 høj-luftmodstands-bomber (kilde 1). Rundt om i hele verden så små drenge til med store øjne og holdt op med at tigge om nye videospil.
FN, der nu er reduceret til en ineffektiv forkortelse, blev ikke engang bedt om at godkende luftangrebene. (Som Madeleine Albright engang sagde det: "Vi optræder multilateralt, når vi kan, og unilateralt, når vi skal.") (kilde 2).
"Beviserne" mod terroristerne blev delt med vennerne i "Koalitionen". Efter at have rådført sig med hinanden erklærede de, at det var lige meget, om "beviserne" ville kunne holde i en retssal eller ej (kilde 3). På denne måde blev århundreders jura skødesløst kasseret på et øjeblik.
Intet kan undskylde eller retfærdiggøre en terroristisk handling, hvad enten den begås af religiøse fundamentalister, private militser, folkelige modstandsbevægelser - eller om den forklædes som en gengældelseskrig af en anerkendt regering. Bombeangrebet på Afghanistan er ikke hævn for New York og Washington. Det er endnu en terroraktion mod verdens folk. Ethvert uskyldigt menneske, der bliver dræbt, må lægges til, ikke stilles op imod, det uhyggelige antal civile, der døde i New York og Washington.
Folk vinder sjældent krige, regeringer taber dem sjældent. Folk bliver slået ihjel. Regeringerne skifter ham og omgrupperer, som havde de hydrahoved. De bruger flag, først til at pakke folks bevidsthed ind og kvæle ægte tankevirksomhed og derefter som et ceremonielt ligklæde til at begrave deres villige døde. På begge sider, lige såvel i Afghanistan som i Amerika, er civilbefolkningen nu gidsler for deres egne regeringers handlinger. Uden at vide det deler almindelige mennesker i begge lande et fælles bånd - de bliver nødt til at leve med fænomenet blind, uforudsigelig terror. Hver bombelast, der bliver kastet over Afghanistan, følges af en tilsvarende optrapning af massehysteriet i Amerika om miltbrand, flere flykapringer og andre terroristiske handlinger.
Der findes ikke nogen nem vej ud af dette hvirvlende morads af terror og brutalitet, som verden står overfor idag. Nu er tiden kommet for menneskeheden til at stå stille, til at grave ned i brøndende af kollektiv visdom, både den ældgamle og den moderne. Det, der skete den 11. september, forandrede verden for al fremtid. Frihed, fremskridt, rigdom, teknologi, krig - disse ord har fået en ny betydning. Regeringerne bliver nødt ti lat anerkende denne forvandling og gå til deres nye opgaver med et mindstemål af ærlighed og ygmyghed. Desværre har der til nu ikke været noget tegn på nogen form for selvransagelse hos lederne af den Internationale Koalition. Eller hos talibanerne.
Da præsident George Bush bekendtgjorde luftangrebene, sagde han "Vi er en fredelig nation." Amerikas yndlingsambassadør, Tone Blair (der også har posten som premierminister i Storbritanien), gentog som et ekko: "Vi er et fredeligt folk."(kilde 4)
Så nu ved vi det. Grise er heste. Piger er drenge. Krig er fred.
Et par dage senre sagde præsident Bush i en tale i FBI's hovedkvarter: "Dette er USA's kald. Den frieste nation
i verden. En nation, der bygger på fundamentale værdier; der forkaster had, forkaster vold, forkaster mordere og forkaster ondskab. Og vi vil være utrættelige." (kilde 5)
Her en liste over de lande, som Amerika har været i krig med - og bombet - siden anden verdenskrig: Kina (1945-46, 1950-53), Korea (1950-53), Guatemala (1954, 1967-69), Indonesien (1958), Cuba (1959-60), Congo (1964), Peru (1965), Laos (1964-73), Vietnam (1961-73), Cambodja (1969-70), Grenada (1983), Libyen (1986), El Salvador (1980'erne), Nicaragua (1980'erne), Panama (1989), Irak (1991-99), Bosnien (1995), Sudan (1998), Jugoslavien (1999). Og nu Afghanistan.
Den er sandelig utrættelig - denne, den frieste nation i verden. Hvad er det for en frihed, den opretholder? Inden for sine grænser tale-, religions- og tankefrihed; kunstnerisk frihed; frihed i forhold til madvaner, seksuelle præferencer (nå ja, til en vis grad) og mange andre mønstergyldige og vidunderlige ting. Uden for sine grænser friheden til at dominere, ydmyge og underkue - i reglen for at tjene Amerikas egentlige religion, det "frie marked". Så når den amerikanske regering døber en krig "Operation Uendelig Refærdighed" eller "Operation Varig Frihed", føler vi i den tredje verden mere end skælven af frygt. For vi ved, at Uendelig Retfærdighed for nogle betyder Uendelig Uretfærdighed for andre. Og Varig Frihed for nogle betyder Varig Undertrykkelse for andre.
Den Internationale Koalition mod Terror er i hovedtrækkene en sammensværgelse af de rigeste lande i verden. Tilsammen fremstiller og sælger de næsten alle verdens våben, de er i besiddelse af det største lager af masseødelæggelsesvåben - kemiske, biologiske og atomvåben. de har udkmpet flere krige og tegnet sig for hovedparten af folkedrag, undertrykkelse, etnisk udrensning og overtrædelser af menneskerettighederne i vor tids historie og har understøttet, bevæbnet og finansieret utallige diktatorer og despoter. Tilsammen har de tilbedt, næsten guddommeliggjort, en volds- og krigskult. til trods for alle deres gruopvækkende synder er talibanerne simpelthen ikke i samme klasse.
Talibanerne blev brygget sammen i den smuldrende smeltedigel af ruiner, heroin og landminer i efterdønningerne efter den kolde krig. Deres ældste ledere i begyndelsen af fyrrerne. Mange af dem er vansirede og handicappede og mangler et øje, en arm eller et ben. De voksede op i et samfund, der var skrammet og hærget af krig. Sovjetunionen og Amerika har gennem 20 år tilsammen væltet for mere end 45 milliarder dollars våben og ammunition ind i Afghanistan (kilde 6).
De nyeste våben var den eneste splint af det moderne, der trængte ind i et helt igennem middelalderligt samfund. Små drenge - hvoraf mange var forældreløse - der voksede op på den tid, havde geværer som legetøj, kendte aldrig til familielivets tryghed og bekvemmelighed, oplevede aldrig at være sammen med kvinder. Nu, som voksne og herskere, prygler, stener, vodtager og mishandler talibanerne kvinder. Det er, som om de ikke ved, hvad de ellers skal stille op med dem. Mange års krig har skrællet blidheden af dem, gjort dem ufølsomme over for venlighed og menneskelig medfølelse. De danser til trommerytmerne af de bomber, der regner ned mellem dem. Nu har de vendt deres uhyrlighed mod deres eget folk.
Med al skyldig respekt for præsident Bush behøver verdens folk ikke at vælge mellem talibanerne og den amerikanske regering. al den menneskelige civilisations skønhed - vores kunst, vores musik, vores litteratur - ligger uden for disse to fundamentalistiske, ideologiske modpoler. Der er lige så lille sandsynlighed for, at verdens folk alle sammen kan blive middelklasse-forbrugere, som der er for, at de alle sammen vil slutte sig til én bestemt religion. Problemet er ikke godt mod ondt eller islam mod kristendom, men snarere et spørgsmål om plads. Om hvordn vi kan gøre plads til mangfoldigheden, hvordan vi kan hæmme impulsen til herredømme - enhver form for herredømme, økonomisk, militært, sprogligt, religiøst og kulturelt. Enhver økolog kan fortælle dig, hvor farlig og skrøbelig en monokultur er. En verden med hegemoni er som at have en regering uden en sund opposition. Den bliver en slags diktatur. Det er som at sætte en plasticpose ned over verden og forhindre den i at trække vejret. Før eller senere bliver den flået op.
Halvanden million afghanere har mistet livet i de 20 års krig, der gik forud for denne nye krig (kilde 7).
Afghanistan blev lagt i ruiner, og nu bliver ruinerne hamret til finere støv. Efter den anden dag med luftangreb vendte de amerikanske poloter tilbage til deres baser uden at have kastet den mængde bomber, de havde fået tildelt (kilde 8). Som en polit udtrykte de: "Afghanistan er ikke et område, der er rigt på mål." (kilde 9). Ved et pressemøde i Pentagon blev den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, spurgt, om Amerika var løbet tør for militære mål. "For det første vil vi ramme målene én gang til," sagde han, "og for det andet er det ikke os, der er ved at løbe tør for militære mål. Det er Afghanistan..." Dette blev hilst med tordnende latter i mødelokalet (kilde 10).
Efter den tredje dags luftangreb pralede det amerikanske forsvarsministerium af, at det havde "opnået luftherredømme over Afghanistan" (kilde 11) (Mente de dermed, at de havde tilintetgjort begge, eller måske alle seksten af Afghanistans fly?).
Nede på jorden i Afghanistan trænger den nordlige alliance - talibanernes gamle fjende og derfor den Internationale Koalitions nyeste ven - frem i sin kampagne for at indtage Kabul (Lad det blive noteret, at den nordlige alliances præstationer ikke har været så forskellige fra talibanernes. Men for øjeblikket bliver denne lille detalje retoucheret bort, fordi den er ubekvem)(kilde 12).
Alliancens synlige, moderate, "acceptable" leder, Ahmed Shah Masud, blev dræbt ved et selvmordbombeangreb i begyndelsen af september (kilde 13). Resten af alliancen er en skrøbelig sammenslutning af brutale krigsherrer, eks-kommunister og fanatiske gejstlige. Det er en broget flok, der er skilt efter etniske grænser, og nogle af dem har tidligere smagt af magten i Afghanistan.
Frem til de amerikanske luftangreb kontrollerede den nordlige alliance omkring fem procent af Afghanistans geografiske område. Nu står den, med koalitionens hjælp og "luftdække", klar til at vælte talibanerne (kilde 14). I mellemtiden er taliban-soldaterne, der kan se det nært forestående nederlag, begyndt at desertere over til alliancen. Så derfor har kampstyrkerne travlt med at skifte side og uniform. Men ved et forehavende så kynisk som dette, ser det næsten ikke ud til at betyde noget som helst. Kærlighed er had, nord er syd, fred er krig. Blandt verdensmagterne er der tale om at "indsætte en repræsentativ regering". Eller også "genetablere" kongeriget og give magten tilbage til Afghanistans 89-årige eks-konge, Zahir Shah, der har levet i eksil i Rom siden 1973 (kilde 15). Det er sådan spillet udvikler sig - støt Saddam Hussein, og gør det så af med ham; finansier mujaheddinerne, og bomb dem så i stumper og stykker; indsæt Zahir Shah, og se, om han vil være en artig dreng. (Er det muligt at "indsætte" en "repræsentativ regering"? Kan man bestille demokrati - med ekstra ost og jalapeno-pebere?)
Spredte rapporter er begyndt at dukke op om civile tab, om byer, der tømmes, mens civile afghanere strømmer til grænserne, der er blevet lukket (kilde 16). Hovedvejene er sprængt eller afspærret. De, der har erfaring med at arbejde i Afghanistan, siger, at fødevarekonvojerne fra begyndelsen af november ikke vil kunne nå frem til de millioner af afghanere (7,5 millioner ifølge FN), der løber en meget reel risiko for at sulte ihjel i løbet af vinteren (kilde 17). Man siger, at man enten kan føre en krig i de dage, der er tilbage, før vinteren sætter ind, eller gøre et forsøg på at komme frem med fødevarer til de sultne. Ikke begge dele.
Som en gestus af humanitær hjælp kastede den amerikanske regering 37.000 pakker nødrationer ned fra luften over Afghanistan. Den siger, den har planer om at kaste mere end 500.000 pakker ned. Det vil stadig ikke udgøre mere end et enkelt måltid for en halv million mennesker af de adskillige millioner, der har hårdt brug for mad. Hjælpearbejderne har fordømt det som et kynisk og farligt pr-nummer. De siger, at det er værre end nyttesløst at kaste fødevarepakker ned fra luften. For det første fordi maden aldrig vil komme frem til dem, der virkelig har brug for den. Og for det andet og langt mere farligt: De, der løber ud for at samle pakkerne op, risikerer at blive sprængt ihjel af landminer (kilde 18). Et tragisk almisse-løb.
Ikke desto mindre fik fødevarepakkerne deres helt egen fotosession. Indholdet af dem blev remset op i de store aviser. De var vegatariske, fik vi at vide, i overensstemmelse med muslimernes kostforeskrifter (!). Hver enkelt gul pakke, der var dekoreret med det amerikanske flag, indeholdt: ris, jordnøddesmør, bønnesalat, jordbærsyltetøj, kiks, rosiner, fladbrød, en frugtstang med æble, krydderier, tændstikker, et sæt plastikbestik, en serviet og illustrede brugsanvisninger (kilde 19).
Efter tre års uophørligt tørke bliver et fly-måltid kastet ned fra luften over Jalalabad! Graden af kulturel uduelighed, den manglende evne til at forstå, hvad måneder af ubønhørlig sult og lammende fattigdom virkelig betyder, gør, at den amerikanske regerings forsøg på at udnytte selv denne usle elendighed til at pynte på billedet af sig selv, trodser enhver beskrivelse.
Lad os et øjeblik vende scenariet om. Lad os forestille os, at taliban-regeringen skulle bombe New York City, samtidig med at den sagde, at dens virkelige mål var den amerikanske regering og dens politik. Og lad os sige, at talibanerne, i pauserne mellem bombardementerne, kastede et par tusinde pakker ned med nan og kebab, spiddet på et afghansk flag. Ville de gode mennesker i New York nogensinde kunne tilgive den afghanske regering? Selv hvis de var sultne, selv hvis de havde brug for maden, selv hvis de spiste den, ville de så nogensinde kunne glemme fornærmelsen eller den nedladende holdning? New Yorks borgmester, Rudi Giuliani, returnerede en gave på ti millioner dollars fra en saudisk prins, fordi den kom med nogle få venskabelige råd om Amerikas mellemøstpolitik (kilde 20). Er stolthed en luksus, som kun de rige har ret til?
At antænde et sådant raseri kan ikke på nogen måde udrydde terrorismen, men er tværtimod det, der skaber den. Hadet og gengældelsen kommer ikke ned i æsken igen, når man først har sluppet dem ud. For hver "terrorist" eller hans "tilhænger", der bliver dræbt, bliver hundreder af uskyldige mennesker samtidig dræbt. Og for hver hundrede uskyldige mennesker, der bliver dræbt, er der stor sandsyndlighed for, at flere fremtidige terrorister bliver skabt.
Hvad vil det alt sammen føre til?
Hvis vi et øjeblik skyder retorikken til side, så lad os tænke over, at verden endnu ikke har fundet en acceptabel definition på, hvad "terrorisme" er. Det ene lands terrorist er kun alt for ofte det andet lands frihedskæmper. Sagens kerne er verdens dybtliggende ambivalente holdning til vold. Når først volden er accepteres som et legitimt politisk redskab, så bliver terroristernes (oprørernes eller frihedskæmpernes) moral og politiske anerkendelse et omtvistet og vanskeligt farbart område. Den amerikanske regering har selv finansieret, bevæbnet og beskyttet mængder af oprørere og opstande rundt om i verden. CIA og det pakistanske ISI trænede og bevæbnede de mujaheddiner, der i 80'erne blev betragtet som terrorister af regeringen i det Sovjet-besatte Afghanistan, mens præsident Reagan lovpriste dem som frihedskæmpere (kilde 21).
I dag støtter Pakistan - Amerikas allierede i denne nye krig - oprørere, der krydser grænsen til Kashmir i Indien. Pakistan roser dem som "frihedskæmpere". Indien kalder dem "terrorister". Indien fordømmer for sit vedkommende de lande, der støtter og hjælper terrorismen, men den indiske hær har tidligere trænet separatistiske tamilske oprørere, der krævede et hjemland i Sri Lanka - de tamilske tigre, LTTE, der er ansvarlige for utallige blodige terrorhandlinger (fuldkommen ligesom CIA lod mujaheddinerne i stikken, efter at de havde tjent deres formål, vendte Indien brat ryggen til LTTE af en lang række politiske grunde. Det var en rasende LTTE-selvmordsbombe-terrorist, der myrdede den forhenværende indiske premierminister Rajiv Gandhi i 1991).
Det er vigtigt for regeringer og politikere at forstå, at det måske kan give øjeblikkelige resultater at manipulere med disse store, rasende menneskelige følelser for at tjene deres egne snævre formål, men at det før eller senere ufravigeligt vil få katastrofale følger. At antænde og udnytte religiøse følelser, fordi det er politisk hensigtsmæssigt, er den farligste arv, som regeringer og politikere kan efterlade noget folk - inklusive deres eget. Folk, der lever i samfund, der er hærget af religiøse eller sekteriske fordmme, ved, at man kan plukke i og misfortolke enhver religiøs tekst - fra Biblen til Bhagvad Gita - så den retfærdiggør hvad som helst fra atomkrig til folkedrab eller virksomhedernes globalisering.
Dermed skal ikke antydes, at de terrorister, der begik de uhyrlige gerninger den 11. september, ikke skal jages og bringes for retten. Det skal de absolut. Men er en krig den bedste metode til at efterspore dem? Finder man nålen ved at brænde høstakken? Eller vil det få vreden til at vokse og gøre verden til et levende helvede for os alle sammen?
Når alt kommer til alt - hvor mange mennesker kan man udspionere, hvor mange bankkonti kan man fastfryse, hvor mange samtaler kan man optage, hvor mange e-mails kan man opsnappe, hvor mange breve kan man åbne, hvor mange telefoner kan man aflytte? Allerede før den 11. september havde CIA ophobet flere informationer, end det er menneskeligt muligt at bearbejde (Nogle gange kan for mange data rent faktisk lægge hindringer i vejen for efterretningerne - det er ikke noget under, at de amerikanske spionsatellitter fuldkommen gik glip af de forberedelser, der gik forud for Indiens atomprøvesprængninger i 1998).
Alene omfanget af overvøgning vil blive et logistisk, etisk og borgerretsligt mareridt. Det vil gøre alle mennesker rablende sindsyge. Og friheden - dette dyrebare, dyrebare - vil blive det første offer. Den er allerede såret og bløder faretruende.
Regeringer rundt om i hele verden udnytter kynisk den herskende paranoia til at fremme deres egne interesser. Alle slags uforudsigelige politiske kræftter slippes løs. I Indien er medlemmer af All India People's Resistance Forum, der uddelte antikrigs- og anti-USA-brochurer i Delhi, blevet kastet i fængsel. Selv brochurens bogtrykker blev arresteret (kilde 22). Den højreorienterede regering har forbudt Students Islamic Movement of India (samtidig med at den beskytter ekstremistiske hindu-grupper som Vishwa Hindu Parishad og Bajran Dal) og prøver på at genoplive en anti-terrorlov, der var trukket tilbage, efter at menneskeretskommissionen rapporterede, at den var blevet mere misbrugt end brugt (kilde 23). Millioner af indiske borgere er muslimer. Er der noget som helst, man kan vinde, ved at støde dem bort?
Hver dag krigen fortsætter, beliverrasende følelser sluppet løs i verden. Den internationale presse har kun lidt eller slet ingen uafhængig adgang til krigszonen. Under all omstændigheder har mainstream-medierne, især i USA, mere eller mindre smidt sig på ryggen og lader sig klø på maven af pressemeddelelser fra militærpersoner og regeringsembedsmænd. Talibanerne har altid næret stor mistro til pressen. I probagandakrigen er der ikke nogen præcis vurdering af, hvor mange mennesker der er blevet dræbt, eller hvor store ødelæggelser der er sket. I fraværet af pålidelige oplysninger spreder vanvittige rygter sig.
Læg øret til jorden i denne del af verden, og du kan høre den opvældende vredes dødbringende trommerytme. Gør det nu. Stop så den krig nu. Der er mennesker nok, der er døde. De smarte missiler er simpelthen ikke smarte nok. De sprænger hele pakhuse fulde af undertrykt raseri.
Præsident George Bush pralede for nylig: "Når jeg skrider til handling, så vil jeg ikke fyre et missil til to millioner dollars af mod et tomt telt til ti dollars og ramme en kamel i bagdelen. Det skal være afgørende mål." (kilde 24) Præsident Bush vide, at der ikke findes nogen mål i Afghanistan, der kan give hans missiler valuta for pengene. Måske burde han, om ikke andet så for at få regnskabet til at balancere, udvikle nogle billigere missiler til at bruge mo billigere mål og billigere liv i verdens fattige lande. Men det vil måske på den anden side ikke være nogen god forretning for koalitionens våbenfabrikanter. Der ville for eksempel ikke være nogen som helst mening i det for Carlyle Group - der bliver beskrvet af Industry Standard som "en af verdens største private investeringsfonde", der administrerer 13 milliarder dollars (kilde 25). Carlyle investerer i forsvarssektoren og tjener sine penge på militære konflikter og rustningsudgifter.
Carlyle styres af mænd med de bedste forudsætninger. Den forhenværende amerikanske forsvarsminister Frank Carlucci er formand for direktionen og administrerende direktør for Carlyle. På universitetet delte han kollegieværelse med Donald Rumsfeld. Blandt Carlyles andre kompagnoner er den forhenværende amerikanske udenrigsminister James A. Baker III, George Soros og Fred Malek (George Bush Seniors kampagneleder). En amerikansk avis - "Baltimore Chronicle and Sentinel" - skriver, at forhenværende præsident George Bush Senior angiveligt arbejder for at fremme investeringer i Carlyle Group fra de asiatiske markeder. Han får efter sigende betalt en ikke ubetydelig pengesum for at holde "præsentationer" for potentielle kunder blandt regeringerne (kilde 26).
Gab. Som den gamle floskel siger: Det bliver alt sammen i familien.
Så er der en anden gren af den traditionelle familieforretning - olien. Husk, at både præsident George Bush Junior og vicepræsident Dick Cheney tjente deres formuer ved at arbejde for den amerikanske olieindustri.
Turnmenistan, der støder op til Afghanistans nordvestlige grænse, har verdens tredjestørste gasreserver, og hvad der anslåes til seks milliarder tønder oliereserver. Nok til at dække Amerikas energibehov de næste 30 år, siger eksperterne (eller et udviklingslands energibehov i et par hundrede år)(kilde 27).
Amerika har altid betragtet olien ud fra sikkerhedsmæssige overvejelser og beskyttet den med alle de midler, man har fundet nødvendige. Der er ikke mange af os, der tvivler på, at Amerikas militære tilstedeværelse i Golfen ikke har så meget at gøre med bekymring for menneskerettigheder, men næsten udelukkende handler om landets strategiske interesse i olien.
Olie og gas fra det kaspiske område bliver for øjeblikket ført nordpå til de europæiske markeder. Geografisk og politisk er Ian og Rusland en alvorlig forhindring for de amerikanske interesser. I 1998 sagde Dick Cheney - der på det tidpsunkt var direktør for Halliburton, en af de store virksomheder indenfor olieindustrien: "Jeg kan ikke komme på, hvornår en region så pludselig er dukket op og er blevet så strategisk betydningsfuld som den kaspiske. Det er næsten, som om mlighederne er opstået fra den ene dag til den anden." (kilde 28) Så sandt.
En amerikansk oliegigant ved navn Unocal har nu i nogle år forhandlet med taliban-regeringen om tilladelse til at bygge en olierørledning gennem Afghanistan til Pakistan og ud til det Arabiske Hav. Derfra håber Unocal at få adgang til de indbringende "nye markeder" i Syd- og Sydøstasien. I december 1997 rejste en delegation af taliban-mullaher til Amerika og mødtes endda med embedsmænd fra det amerikanske udenrigsministerium og ledere af Unocal i Houston (kilde 29). På det tidspunkt opfattede man ikke talibanernes smag for offentlige henrettelser og deres behandling af de afghanske kvinder som de forbrydelser mod menneskeheden, som man nu mener de er. I løbet af det næste halve år lagde hundreder af rasende amerikanske kvindegrupper pres på Clintons regering. Heldigvis lykkedes det for dem at skyde aftalen i sænk. Og nu kommer den amerikanske olieindustris store chance.
I Amerika er våbenindustrien, olieindustrien, de store medienetværk og rent faktisk den amerikanske udenrigspolitik alle sammen kontrolleret af de samme virksomhedssyndikater. Derfor ville det være tåbeligt at forvente, at denne snak om våben og olie og forsvarshandler skulle få nogen reel dækning i medierne. Under alle omstændigheder går disse tåbeligheder om "Civilisationernes sammenstød" og "Godt mod ondt" rent ind uden mindste vaklen hos en fortvivlet og forvirret befolkning, hvis stolthed lige er blevet såret, hvis kære er blevet dræbt på tragisk vis, hvis vrede er frisk og skarp. De bliver kynisk serveret af regeringstalsmænd som en daglig dosis vitaminer eller anti-depressive midler. Regelmæssigt medicinering sikrer, at hovedparten af den amerikanske befolkning bliver ved med at være den gåde, den altid har været - en ejendommeligt isoleret folk, der regeres af en patologisk geskæftig, promiskuøs regering.
Og hvad med os andre, de lammede modtagere af disse kaskader af det, vi ved er latterlig propaganda? Vi, der daglig forbruger løgnene og brutaliteten, smurt ind ind i jordnøddesmør og jordbærsyltetøj, der bliver kastet ned fra luften i vores bevidsthed fuldkommen som de gule fødevarepakker. Skal vi se den anden vej og spise, fordi vi er sultne, eller skal vi stirre uden at blinke på det barske skuespil, der udfolder sig i Afghanistan, indtil vi kollektivt brækker os og med én stemme siger, at vi har fået nok?
Efterhånden som årtusindets første år stormer frem mod sin afslutning, kommer man til at spekulere - har vi forskertset vores ret til at drømme? Vil vi nogensinde igen kunne forestille os skønhed? Vil det nogensinde igen blive muligt at betragte den nyfødte gekkos langsomme, forbløffende blinken mod solen eller hviske tilbage til det murmeldyr, der lige har hvisket dig i øret - uden at tænke på World Trade Center og Afghanistan?

Oktober 2001