Location: AUTOFUNK:NYC BLOG > LOMMEFILOSOFI


Lommefilosofi: Kultur ad libitum
Min månedlige klumme til Aalborg Universitet's blad Agenda, hvor jeg hver måned rapporterer fra byen og fra mit internship. Jeg valgte at inddrage den koncert jeg skulle til samme aften.

Kultur ad libitum
af Christian Villum, New York, 12. oktober 2007

The Tank, stedet hvor jeg arbejder i New York, er et såkaldt non-profit experimental art space. Et grænsesøgende multi-kunsthus med koncerter, film, politiske foredrag og meget, meget andet. Jeg arbejder i administrationen - primært indenfor områderne fund raising og new media PR – dvs. sponsorater og web 2.0 markedsføring. Lige nu er indsatsen centreret omkring et større arrangement, som vi arrangerer til november i et kæmpestort gammelt pakhus nede på havnen. Arrangementet hedder Blip Festival og det er verdens største festival for musikgenren chiptune music – en afart af electronica lavet på gamle modificerede spillemaskiner fra 80-90’erne – fx. tunede Nintendo- og Commodore 64-maskiner. Dette event viser egentligt meget godt New Yorks 360 graders kulturelle favntag, for hvor ellers kan man fylde en lagerhal med mennesker i 4 dage til en festival med Game Boy musik?
Nå, jeg skal ud af døren. Blandt aftenens ca. 200 koncerter i byen har jeg valgt at tage til Brooklyn og tjekke australske Architecture In Helsinki som ifølge deres myspace-side spiller melodramatic popular song/ghettotech/jungle musik, med opvarmning af svenske Lo-fi Fnk (disco house/emo/electro) og Juiceboxxx (rap/club/trash). Det kan kun blive spændende.
Der er kultur ad libitum i New York og folk strømmer til koncerter herovre, de er nysgerrige. I Aalborg skal der derimod stå Nephew eller Lars Lilholt på plakaten for at der sælges mere end 30 billetter – selvom mange nye spændende navne faktisk gæster byens spillesteder. Går vi ikke glip af noget, Aalborg?

(Publiceret i tidsskriftet Agenda, november udgave 2007)



NAVIGATION
ØVRIGE FILOSOFI INDLÆG
Øvrige indlæg?
Hvis du har lyst til at læse andre filosofi indlæg, så gå til bloggens forside og find oversigtsmenuen i højre side. Her finder du oversigt over alle filosofi-inlæg - samt alle indlæg i de øvrige kategorier.