Lommefilosofi: Christian, du må se at komme igang!
Min frivillige indespærring i Barnes and Noble og butikkens 100.000 af bøger gav mig inspiration - jeg må se at komme igang! Tiden løber fra mig!

"How we spend our days is, of course, how we spend our lives." (Annie Dillard from The Writing Life)

Det er underligt hvordan sådan en lille håndfuld velvalgte og præcise ord kan sætte gang i éns tanker. Jeg sidder netop nu i caféen i den kæmpestore Barnes & Noble bogforretning på Union Square og har udvalgt en stak bøger om dét at skrive - og i én af dem, en bog om at komme igang med at skrive, finder jeg ovenstående citat. Fantastisk.
Inden i mig bor en forfatter, det ved jeg. Jeg elsker at skrive og er god til at skrive - så hvorfor skriver jeg så ikke noget? Andet end at skrive de stykker som er en del af mine andre gøremål og pligter i livet altså? Pressemeddelelser, web content, universitetsopgaver og alt muligt andet som indgår i de øvrige spændende projekter jeg velvilligt og entusiastisk fylder mit liv med. I så mange år har jeg nu gået rundt og tænkt: "En dag får jeg tid til at kaste mig over forfattergerningen, lære den, øve mig, blive god og måske endda udgive noget." Jeg har fundet en form for tryghed i, at det enorme rige som ligger i ordet - det uendelige rige, som jeg ved at jeg rummer; min fantasi, mine meninger; den aldeles uendelige, ubegrænsede og næsten ubegribelige frihed og magi der ligger i ordet og tanken - ligger lige om hjørnet for mig. Så snart jeg er klar, vil jeg sætte mig ned og gå igang. Prøve at se om jeg kan dykke ned og få det frem, sætte ord på det, få det på papir.
Men inden jeg kan gøre det, skal jeg blot lige have lidt mere tid til overs i mit liv. Der er så travlt, så mange ting at nå - ting jeg elsker og de ting som mit liv består af. Jeg skal lige have klaret de allermest presserende projekter, både dem jeg er pligtig til at gøre og dem som jeg ser frem til, inden jeg kan gå igang. Inden jeg kan sætte mig ned, forberede mig, sætte pen'en på papiret og lade det den kreative verden udfolde sig for mig og i mig. Selv opvasken og tøjvasken skal jeg gerne lige have ordnet, inden jeg kan sætte mig ned ved det bord.
Men opvasken forsvinder aldrig helt (kun indtil næste måltid er overstået), kurven med tøjvask er aldrig tom længere end en dag ad gangen og de pligtige og frivillige projekter ender aldrig helt, for de afløses jo af nye - for det er dét som driver mig, udfordrer mig, realiserer mig - men også hæmmer mig. Jeg kommer aldrig lige rundt om hjørnet og får sat mig ned - horisonten rykker sig med mig, det er som at finde regnbuens rod. Jeg indser nu, at jeg aldrig når derhen. Ikke medmindre jeg tvinger mig selv til at gå rundt om hjørnet MENS jeg bliver på denne side - det kan man godt, makker! Ovennævnte lille håndfuld ord har fået mig til at indse det. Som ved et trylleslag, er det ikke utroligt? Alt dette jeg sidder og tænker og skriver er blevet udfoldet i mit sind af det citat. Som en hastigt voksende snebold på vej ned af bjerget i knitrende tøsne.
Citatet er dog også underligt begrænsende, faktisk. Næsten demotiverende. Jeg tænkte som det første: Det er jo rigtigt, hvor er livet dog kort! Jeg er jo i fuld gang med livet og er allerede nået en trediedel igennem (nok 40% igennem hvis jeg opfylder levealderstatistikken for danske mænd). Mit nuværende liv er ikke noget forstadie til det forjættede forfatterliv. Der er ingen nært forestående befriende knæk i livskurven, som skal "befri" mig fra opvasken, arbejdet og projekterne og give mig ubetinget frihed til at virvle mig selv ned i ordets og fantasiens rige - befri mig for de pligter jeg indtil nu ubevidst har set som hindringen for at komme til at gå de få skridt rundt om hjørnet og åbne op for kreativiteten. Det er derimod NU jeg skal igang med at skrive, imens livet udspiller sig - og det er jo egentlig også derfor jeg ubevidst er gået ind i denne bogforretning og har fundet de bøger. Et lille kighul ind i det hinsides, en latent higen som på allemest materialistiske vis manifesterer ved et besøg og køb af faglitteratur i en bogforretning? En midlertidig og flygtig forløsning af drømmen? Et lille købeligt fix? Det tror jeg. Det er nemlig ikke første gang jeg har købt skrivebøger i stakke - kun for at stille dem pænt hjemme på hylden. Der står de, uåbnede og fine i kanten og smiler til mig med lydløse lovord om den forjættede verden der venter mig på den anden side. Men verden venter ikke. Jeg må se at komme igang. Hvad går du og drømmer om? Du må også se at komme igang.