Lommefilosofi: Vores bevilgede overtræk
Under mit ophold herovre skriver jeg en månedlig klumme til Aalborg Universitet's studenterblad, Agenda. Der er tale om en kort klumme og ordet er frit. Jeg har naturligvis tænkt mig at skrive om mit internship, men også forsøge at tilføje lidt kant og perspektiv - både over mit arbejde, men også New York og USA generelt.

”Hvad er din adresse ved ankomst, sir?”

Min adresse ved ankomst? Det havde jeg sørme ikke lige tænkt på i min ellers grundige og minutiøse forberedelse til dette semesters praktikophold her i Det Granvoksne Ingrid Marie. Planen var blot – bevæbnet med mit vanligt overtrukne, men aldrig svigtende visa-dankort - at finde et vandrehjem ved ankomst og indlogere mig i den periode det måtte tage mig at finde en lejlighed. ”Du skal have en adresse, det foreskriver loven og uden en sådan kan jeg ikke lade dig komme ombord, sir!” blev damen ved check-in skranken ved, og hendes tone gav absolut intet indtryk af forhandlingsplads.
Problemet blev løst ved, at jeg rent pro forma opgav adressen på en herboende kammerat, og så fik jeg nådigst lov til at komme med flyet. Men jeg har faktisk tænkt en del over episoden siden da. Specielt tidligere i dag, da jeg stod og ventede på toget nede i én af denne bys utallige ramponerede subway-stationer med graffiti overalt på murene og togene der brøler forbi. Mens jeg stod der, kommer pludseligt en forhutlet mand i laser løbende forbi mig, inden han hopper ned på skinnerne og løber ind i mørket i én af tunnelerne. Home sweet home. Der lever rigtigt mange mennesker dernede i det kulsorte dyb, siger man. I den amerikanske drøms optik hedder formlen ingen penge = ingen kære mor.
Har du nogensinde tænkt over hvordan det må være ikke at have noget sted at bo? At man ikke har dankortet og overtrækket at falde tilbage på, når SU’en er sluppet op d. 19? Og hvordan det må være, at der absolut ingen hjælp er at hente nogen steder? Hvordan det må være den allerførste aften når mørket falder på og man ikke har noget sted at gå hen? Det tænker vi ikke over i hjemme i blommen i ægget. I stedet brokker vi os over den lave SU, de dyre busser, en regnfuld sommer og priserne i kantinen som vi næsten ikke kan overkomme, da vi jo betaler hele 0 kr. for vores uddannelse. Vort medfødte bevilgede overtræk har vist nogen gange tendens til at spærre vores perspektiv-konto?