5.
marts, lørdag - afhentning af Diana i lufthavnen, afgang mod
Las Vegas og leverpostej!
Det var med forventningens umådelige glæde at jeg denne
første dag i universitets spring break pakkede mine ting og
hoppede på toget mod O'Hare lufthavn for at hente Diana, som
kom flyvende fra Danmark via Amsterdam. Det var helt fantastisk at
se hende igen!
Efter at være kommet ud af O'Hare lufthavnens enorme labyrint
gik turen derefter med subway tog mod byens anden store lufthavn,
Midway, som er placeret i den anden ende af byen - en tur med tog
på omkring 1½ time midt igennem byen. Bedre blev det
ikke af det par fejlture med subway'en i The Loop, dvs. downtown,
hvor alle togene krydser hinanden. Vi ankom dog i god tid, fik et
par burritoer at spise og kom med flyet mod spillemekkaet Las Vegas
i Nevada, tæt på den mexikanske grænse - en flyvetur
på omkring 3000 miles, hvilket tager omkring 4 timer. Således
var der også mørkt da vi ankom, men til gengæld
et herligt varmt klima - men også regn! Ikke fedt!
Hotel Mardi Gras og alpharooms.com
Nu er det således i Las Vegas at overnatning fredag og lørdag
er omkring 3 gange så dyrt som de øvrige dage, da byen
tjener ekstremt mange penge på folks weekendture. Derfor havde
vi første nat bestilt værelse på et ikke-strip
hotel (alle de kendte casino-hoteller ligger på rad og række
på Las Vegas Boulevard - i daglig tale "The Strip")
ved navn Hotel Mardi Gras. Vi blev dog slemt overraskede da de intet
kendte til vores forudbetalte reservation, foretaget igennem online-hotel
agenten alpharooms.com - og receptionisterne kunne intet gøre,
andet end at tilbyde os et nyt rum til fuld pris, hvilket var væsentligt
over den prissats alpharooms.com havde bekræftet for os - endda
med en personlig mail fra én af deres agenter ved navn Mark,
som sagde at alt var ok og bekræftet. Hotellet sagde så
at vi kunne ringe til Mark og alpharooms.com imorgen og få sagerne
iorden. Vi var trætte, accepterede denne løsning (vi
kunne ikke rigtigt gøre andet) og tjekkede ind for at kunne
slappe af og pakke ud.
Matador Mix og leverpostej
Diana havde taget masser af dansk slik med, uuhhmm, og måske
allerbedst: Rugbrød, makrel i tomat med mayonæse og leverpostej!
Helt fantastisk at få en rugbrødsmad - det har jeg jo
ikke fået siden jul. At leverpostejen (som var på dåse)
lugtede umiskendeligt som våd hund gjorde ikke så meget,
det var jo leverpostej. Så jeg fik æderen på:-)
- måske fordi leverpostejen var samme mærke som dén
det danske forsvar har i sine feltrationer, hvilke jeg jo har spist
mange af.
Rugbrødsmadderne blev "skyllet ned" med en enorm
mængde slik...
6.
marts, søndag - LAS VEGAS! og Hotel Excalibur (se billeder)
Det var med bange anelser vi nærmede os gardinet for at trække
fra og kigge ud i det forventede regnvejr. Disse bange anelser blev
dog gjort til skamme på det kraftigste, da solstrålerne
strømmede ind og afslørede en fuldstændig blå
himmel og omkring 20-25 grader. Perfekt start på turen!
Vi fik spist en omgang morgenrugbrødder med makrel (herlig
morgenmad), inden vi pakkede vores sager og gik mod receptionen for
at checke ud. Dette skulle dog vise sig at blive mere en almindeligt
besværligt, da vi ikke som lovet kunne få kontakt til
Mark og alpharooms.com for at få udredet sagen med vores forudbetalte
rum. Med andre ord forventede hotellet at vi godvilligt betalt fuld
pris for rummet på ny, vel at mærke deres nye takst som
var dobbelt pris af det beløb vi havde betalt. Med andre ord
3-dobbelt pris for et særdeles ordinært værelse.
Ikke fedt. Det resulterede i omkring en times diskussion, indragelse
af chefen og alt muligt andet. Slutteligt fik vi afslag i prisen på
det nye rum og bevis på at vi ikke havde fået lov at tjekke
ind på alpharooms.com reservationen - så vi kunne udrede
med Mark efter turen. Irriterende at nogen kan have god samvittighed
med at sende rejsende afsted i god tro - uden af have sagerne iorden.
BRUG ALDRIG ALPHAROOMS.COM TIL RESERVATIONER!
Hotel Excalibur og mødet med The Strip
Uden at dette skulle slå os ud drog vi dog over til vores egentlig
hotel destination, Hotel Excalibur, på The Strip, lige ved siden
af andre legendariske hoteller såsom MGM Grand, New York New
York (kopi af Manhatten), Luxor (pyramiden) og Tropicana. Sikke et
landskab af hoteller, neonlys og fantastiske konstruktioner! Et helt
utroligt indtryk, og en følelse af at træde ind i en
Hollywood-film. Hvor ekstrem amerikansk - på godt og ondt.
Vi tjekkede ind i vores værelse med view (hvilket var penge
som var givet godt ud i forhold til standard-værelse, blot USD
10 ekstra pr. dag kostede det at kunne se ned ad The Strip) på
17. etage i Tower 1 - nærmere bestemt værelse 17169. Herfter
var det straks ud at udforske junglen af mennesker, larm og blinkende
lys - alt sammen badet i sol og varme - herligt. Vi fik set nærmere
på hele "vores" ende af The Strip, taget en masse
billeder og spist både pretzel med kanel (på New York
New York) og Strawberry milkshake på en traditionel food court
- dvs. samling af fastfood restauranter.
Las Vegas shows
Ydermere bør man, når man besøger Las Vegas, se
nogen af de spektakulære shows som tilbydes på alle hotellerne,
både eftermiddag og aften. Berømtheder såsom Celine
Dion, Elton John og Tom Jones figurerer på plakaterne, side
om side med look-a-like shows a la The Rat Pack (med Frank, Sammy
og Dean), American Idols (med Britney, Christina, Elvis, Tina Turner
etc.), stand-up (Jerry Seinfeld, Heller & Farley etc.) og masser
af varieté og cabarét'er. Et helt uoverskueligt udvalg,
som også afspejler enhver pengepung. Vi valgte en middelting,
nemlig Comedy Club billetter til The Riviera, som lå i den anden
ende af The Strip. Det er på Riviera at bl.a. Elvis har optrådt
mange gange.
Buffet'er - ALL you can eat
En anden ting som Las Vegas er kendt for, er deres overdådige
all-you-can-eat buffet'er som rummer et helt ufatteligt antal retter,
som man betaler en samlet pris for at kunne spise alt det man vil
fra, uanset om man selv bor på hotellet eller ej. Vi bestemte
os for Circus Circus' buffet, som viste sig at være helt fænomenal
- faktisk lidt FOR fænomenal, da vi jo i kraft af vores danske
gener gik ombord i den, ud fra betragtningen "de skal fanme ikke
tjene noget på os", hvilket skulle vise sig næsten
at blive vores endeligt.
Vi måtte således trille derudfra efter at have indtaget
så meget mad at det kunne have brødfødt det sydlige
Nordjylland i 2-3 uger mindst. Er du sindsyg vi var mætte -
og havde mavepine, begge to!
Heldigvis var Riviera placeret lige ovre på den anden side af
gaden, så vi tumlede derover og fandt en plads mens efter-måltid-trætheden
begyndte at komme snigende. Stand-up showet begyndte og havde 3 komikere
på tapetet. Normalt ville jeg kunne have skrevet her hvilke
der var tale om (de var semi-kendte, havde bl.a. været i Late
Show med David Letterman etc.), men jeg så mæt at det
eneste jeg kunne tænke på, var at komme hjem og ligge
på sengen og gnide mit opspilede maveskind med lidt blødgørende
lotion! :-)
Showet var dog godt og vi fik grinet igennem, hvilket hjalp en smule
på vores umenneskelige mæthed. Bagefter væltede
vi ind i en taxa og susede hjem - godt trætte og særdeles
bevidste om Las Vegas-buffet'ernes faldgruber. Med det samme dasede
vi om i sengen for lige at komme til hægterne - og vågnede
først kl. 3.30 om natten, totalt forvirrede...
7.
marts, mandag - sightseeing på The Strip (se billeder ovenfor)
Det fantastiske vejr fortsatte og var faktisk så varmt at vi
besluttede os for at starte dagen med lidt daseri ved og i hotellets
fantastiske pool.
Vores
besøg i Circus Circus' buffet havde fået os til at skippe
morgenmaden og gå direkte til frokost, denne gang i vores eget
hotels buffet, som vi dykkede ned i med noget mere ærefrygt.
Den viste sig at være væsentlig bedre, både kvalitetsmæssigt,
men også udvalgsmæssigt. Umiddelbart vil jeg dog tro at
vi indtog næsten lige så meget mad som aftenen før,
men denne gang udstrækket over en længere periode.
Piratskibe, vulkaner, is-tigre...
Efter frokost stod den på yderligere sightseeing på The
Strip og vi besøgte en række fantastiske hoteller, bl.a.
Ceasars Palace (kæmpestort, lavet som Forum Romanum med Colloseum
og det hele), Treasure Island (har to kæmpestore, fuldstørrelse
piratskibe foran som indgår i et skuespil, hvor det ene sænkes
og synker ned i vandet. Dette gennemspilles hver aften foran hotellet
med tusindvis af tilskuere), Venetian (som har gondoler som sejler
rundt), Bellagio (som har et springvand show af umådelige dimensioner
- på størrelse med Limfjordsbroen, næsten) og ikke
mindst Mirage (som foran hotellet har en kæmpestor vulkan, som
går af hvert kvarter med kæmpe ild-show) samt is-tigre
indenfor i lobby'en. Deres tidligere løvetæmmere, Sigfried
& Roy, som er verdenskendte, har dog trukket sig tilbage fra branchen,
da Roy blev halvt spist sidste år. Apropos spise, fik vi også
spist lidt mere pretzel på New York New York, inden vi smuttede
tilbage og slappede lidt af og nød udsigten og diverse spil.
Bl.a. en kompliceret musik-quiz (et brætspil) som jeg - hvis
det ikke var for Diana's helt umådelige svineheld i spil - ville
have vundet. Nu blev det kun uafgjort.
Lille verden
En sjov lille ting - som iøvrigt skulle blive sat yderligere
i perspektiv senere i Grand Canyon - var, at vi faktisk løb
på nogen af koreanerne fra North Park University, som helt tilfældigt
kørte modsat vej på den elevator vi kørte på,
inde på The Bellagio. Underligt, når man tænker
på at der måske befinder sig 100.000 mennesker på
The Strip sådan en aften.
8.
marts, tirsdag - hentning af lejebil, og roadtrip til Hoover Dam (se
billeder)
og
Grand Canyon
Efter et par dage var det nu tid til at sige farval til Las Vegas
i denne omgang og påbegynde vores roadtrip mod, Hoover dæmningen,
Grand Canyon og Utah's canyonlands. En tur som ville byde på
både fantastisk natur og et par overraskende hændelser.
Inden
vi drog fra Vegas var vi dog lige lidt rundt for at se det sidste
på The Strip, drikke lidt jordbærsmoothie i solen og købe
en kæmpekuffert, så vi kunne få samling på
alle vores sager. Ydermere skulle vi lige - som prikken over i'et
- prøve lykken i rouletten og de en-armede tyveknægte.
Man kan jo ikke besøge Vegas uden at prøve at spille,
vel? 30 dollars og 4 minutter senere stod vi slukørede ved
siden af roulette bordet og vendte de tommer lommer udad. Det er sgu
ikke dér mine talenter ligger:-)
Lidt bedre gik det i de en-armede, hvor en indsats på 10 dollars
blev vendt til en enorm gevinst på 15 dollars! Ha, Las Vegas!
Vi fik også støttet industrien af særdeles usmagelige
souvenirs, da vi investerede i to Las Vegas kaffe-krus - det hører
jo med til oplevelsen i denne enorme forlystelsespark.
Dodge Neon!
Efter at have lavet check-out på Excalibur (som kan
anbefales, se faktabox i toppen af denne blog) drog vi mod lufthavnen
for at hente vores bestilte lejebil hos Dollar Car Rental (som også
kan anbefales, se faktaboxen). En Dodge Neon compact bil med cd-afspiller,
aircondition og det hele (eller, ja, der var sådanset ikke mere
end det). Men fin var den og vi drønede ud af ståljunglen
for at køre mod Hoover Dam på grænsen til Arizona,
The Grand Canyon State. Til lejligheden havde jeg investeret i en
såkaldt iTrip, hvilket er en radiosender til min iPod, som gør
at signalet - som normalt kommer ud gennem høretelefoner -
omformes til et lille radiosignal, som bilradioen kan opfange. Med
andre ord spiller iPod mp3-afspilleren trådløst igennem
bilens anlæg, som fik alt det roadtrip musik den kunne rumme:-)
- alt i alt en fantastisk lille gadget, som desværre er ulovlig
i Europa. Men nu har jeg altså én.
Undervejs fik vi handlet i Wall-Mart (det skal man jo prøve
i USA) og spist på Wendy's, som er en burger-joint i stil med
McDonald's.
Den kollosale Hoover Dam-dæmning
Det varede ikke så længe før vi nåede Hoover
Dam, der ligger på grænsen mellem Nevada og Arizona. Hoover
Dam blev bygget helt tilbage i 1934, blev indviet af Præsident
Hoover (deraf navnet) og har medvirket i utallige film, herunder "klassikeren"
Superman 2, hvor de tre super-skurke fra Krypton kommer til jorden
for at slå Superman ihjel og bl.a. laver et hul i dæmningen.
Et hul som Superman dog får lappet ved at skrue tiden tilbage,
ved at få jorden til at rotere baglæns, og.....ja, okay,
nok om det. Et alt i alt fantastisk bygningsværk som opdæmmer
den vilde Colorado River. Formålet med dæmningen er at
producere strøm, og efter sigende står den for store
dele af strømforsyningen til sydvest-USA. Desværre kom
vi lige sent nok til at komme ind på museet. Til gengæld
oplevede vi en fantastisk solnedgang på dæmningen, helt
utroligt flot.
Grand Canyon - meget mørk om natten
Efter Hoover Dam gik turen videre til Grand Canyon's South
Rim (syd-kanten af krateret) i Arizona, og det skulle blive ret sent
inden vi ankom den enorme naturpark, hvor Grand Canyon ligger inde
i midten. Det er som at køre ind i et andet land, når
man kører igennem bjælkehytte porten til dette enorme
område med så storslået natur som jeg aldrig nogensinde
før har set. Diana havde været her før og det
blev en stor hjælp, da der er fuldstændig bælragende
mørkt derinde, da der jo naturligvis ingen gadelygter er.
Vi dog således fundet frem til Bright Angel Lodge uden de store
problemer. Her blev vi placeret i en bjælkehytte ved navn Powell
Lodge, som ligger praktisk talt på kanten af det enorme krater
som strækker sig en kilometer ned i jorden i et næsten
lodret fald. Ikke særlige behagelig tanke i komplet mørke,
men vi kom indenfor i god behold:-)
At bo i sådan en bjælkehytte i et kæmpemæssigt
naturområde giver en helt fantastisk hyggelig stemning. Omkring
disse få lodges (som man skal forudbestille for at få
plads. Området er fredet, så der bliver ikke bygget flere
hytter) er et helt lille samfund med posthus, grocery-store, café,
et par restauranter og ydermere en gammel togstation, hvor der kører
et gammelt tog frem og tilbage mellem denne lille udpost og så
civilisationen uden for parken.
Godt trætte hoppede vi seng og glædede os til næste
dag, hvor vi skulle på en såkaldt "hike", dvs.
en travetur ned i slugten.
9.
marts, onsdag - afslapning i Bright Angel Lodge
Nu var det godt nok planen at vi skulle have været oppe kl.
6 for at nå solopgangen på vej ned i canyon'en, men vi
var sørme så trætte at vi besluttede at tage en
afslapningsdag og så udskyde klatreturen til imorgen.
Det
blev således en særdeles hyggelig og afslappende dag,
hvor vi kiggede lidt nærmere på byen - bl.a. så
jeg også lige kunne ordne lidt arbejds mail og snakke i mobiltelefon
med kontoret derhjemme - der er nemlig ellers helt mobilnet-dødt
i hele canyon'en.
Om aftenen besluttede vi os for at spise i Bright Angel restauranten,
som lå i samme område af bjælkehytter. En hyggelig
gammel restaurant, der var så populær at vi måtte
sidde en halv times tid i den sammenhængende cafébar,
hvor der var levende musik med en irsk folkemusik duo. Rigtigt hyggeligt!
10.
marts, torsdag - hike ned i Grand Canyon (se billeder)
og Tuba City
Med denne sidste dag i Grand Canyon var det nu blevet tid til at begive
sig ned i dybet ad det gamle jægerspor Bright Angel Trail, som
også har navngivet hytten vi boede i. Trail'et, dvs. stien,
ned i dybet er hugget ind i klippen som det meste af turen et næsten
helt lodret. Det er således for éns eget bedste når
man tilskyndes at holde sig fra kanten, som ikke er afskærmet
noget sted. Ikke et sted man skal begive sig hen med små børn:-)
Turen
nedad gik ganske ubesværet og vi fik knipset mange billeder
af både solopgang og den helt ubeskrivelige natur. Med os havde
vi også madpakke som blev nydt på en solfyldt plet midt
på bjergsiden - helt fantastisk.
At nå tur-retur helt ned til Colorado River, som løber
nede i bunden af kløften, og tilbage til toppen, frarådes
på det kraftigste, selv for øvede hikere, simpelthen
fordi der er så langt. Således anbefales det at overnatte
undervejs, hvis man vælger denne tur. Vi valgte derfor istedet
at tage en tur som gik næsten ned i bunden (til Bright Angel
posten) og var estimeret til 6-9 timer tur-retur. Vi skulle jo også
tjekke ud og videre til Utah samme dag. Om det var den danske vikingesejhed
som ikke fornægtede sig - eller noget andet - skal jeg lade
være usagt, men vi tog turen på 6,5 time, og det endda
inkl. en times afslapning i bunden og en madpakke spisning på
vej op også.
Svenskere!
Pausen brugte vi bl.a. på at snakke med en flok svenskere og
en amerikaner fra North Park, som vi tilfældet stødte
på nede i bunden! Jeg vidste godt at de skulle trave hele spring
break i Grand Canyon, men odd'set for at rende på den i denne
enorme kløft på flere hundrede kvardrat kilometer må
siges at være et slumpetræf. Ikke mindre sjovt når
man ser det i lyset af hvordan vi også tilfældigt rendte
på koreanerne i Las Vegas!
Videre på roadtrip og iPod trouble
Vel ankommet til toppen igen, drog vi videre på vores roadtrip.
Vi nåede således solnedgangen fra det østligste
udsigtspunkt i Grand Canyon, som ligger helt i enden af kløften,
cirka 45 minutters kørsel på kanten fra Bright Angel
Lodge, og perfekt placeret lige på vejen øst og nordpå,
som vi skulle køre for at komme til Archer National Park oppe
i Utah, som var vores mål. Efter solnedgangen var vi klar til
et langt sejt træk i bilen, da der var langt til Utah. Til sådan
en lang tur skal man jo have roadtrip musik, så jeg vil lige
rigge iPod'en til....men hvor fa'en var den? Alt blev rodet igennem,
men væk var den. Med en maskine til 4.500 kroner (det er jo
en 40Gb:-) var der intet andet at gøre end at dreje bilen om
at køre tilbage til Bright Angel Lodge. De havde dog tjekket
andre ind i hytten, så deres politik gjorde at de kun kunne
lade mig prøve at ringe til dem og spørge om jeg måtte
kigge - de ville ikke låse mig ind, hvilket iøvrigt var
forståeligt nok. De nye beboere var ikke hjemme, så ingen
iPod - og det kunne jo vare timer før de var tilbage - timer
vi ikke havde, da det var blevet mørkt og vi skulle helst et
langt stykke mod Utah inden vi tog på hotel. Så vi måtte
køre igen, stadig uden iPod.
Tuba City (!!)
Denne forsinkelse på et par timer gjorde at vi var noget bagefter
vores tidsplan, der lød på at nå et godt stykke
mod Utah, måske endda helt ind i Utah denne aften. Men vi kørte
hastigt afsted alligevel. Da klokken blev omkring 21 var vi dog stadig
langt fra Utah, men kunne se på kortet at vi snart kom til en
by ved navn Tuba City - og set i lyset af at byerne i denne ørken
ligger med 2 timers mellemrum, valgte vi at se, om vi kunne finde
et hotel i denne by med dette hyggelige og sjove navn. Efter at have
boet i hyggelige bjælkehytter og dejlige naturområder
ved Grand Canyon, lød denne by på kortet som forlængelse
af dette, en slags lille oase i ørkenen, så vi drejede
fra hovedvejen mod Tuba - med sultne maver og trætte øjne.
Det syn der mødte os var dog ganske anderledes end forventet.
En "by" i denne del af verden består nemlig af tankstationer
og trailere (vel at mærke dem man herovre bor i). Herudover
var dette hul af en by "krydret" med et par diner- og fastfood
restauranter.
Med andre ord, et udvidet truckstop af de helt øde. Bedre blev
det ikke af, at uden for alle trailerne holdt pick-up trucks - nogen
med hø i ladet, andre tomme. Vi var virkelig kommet på
landet - redneck landet (troede vi. Vi blev klogere).
Sultne som vi var, holdt vi ind på en fastfood restaurant ved
navn Sonic, som udmærker sig ved at have drive-in båse
hele vejen rundt istedet for bare ét bestillingsvindue. I disse
båse spilles der særdeles høj, hul dåsecountry
musik. Lidt uhyggeligt egentlig, når der var helt mørkt,
øde og mennesketomt, mens ørkenvinden pev i tankstationernes
tagkontruktioner. Det eneste vi manglede var vindheste som drev løst
rundt i gaderne - men det var der dog TRODS alt ikke.
Indenfor på Sonic mødte vi et af de mest tåbelige
systemer, jeg nogensinde har oplevet. Der var således ikke nogen
bestillingsdesk i rummet, bare et helt bart rum med båse, hvor
der var borde og stole - og så en telefon! Her skulle man så
vælge sin mad og ringe den ind i rummet ved siden af,
hvor køkkenet lå. Ganske morsomt - og ganske overflødigt.
Oveni var forbindelsen elendig, så man sad og råbte i
røret for at de kunne høre det - og man kunne igennem
væggen høre dem råbe i den anden ende inde ved
siden af for at bekræfte. Alt for morsomt! Man havde bare lyst
til at gå hen til døren, stikke hovedet ind og bestille
de par burger meals man skulle bruge - det ville spare en masse besvær.
Da tjeneren kom med vores mad, spurgte jeg bramfrit om ikke han også
synes at systemet var tåbeligt. Hertil svarede han - efter et
kig over begge skuldre - at han også fandt det helt latterligt:-)
Men hvem ved, måske er vi også i Danmark om 5-10 år
helt dækket til med Sonic fastfood-restauranter med dårlige
telefonledninger, som om det er den mest selvfølgelige ting
i verden, hahaha...
Byen bød på to moteller og det første vi kom til
var dels ret usselt, men ydermere også fuldt belagt. Vi drog
videre mod næste med betragtningen "det jo ihvertfald ikke
blive værre". Men det kunne det. Greyhill Inn lyder som
et hyggeligt sted, men navnet snyder. Hotellet havde taget huse i
nogle gamle industrielle lagerbygninger, som var bygget sammen bag
ved en række tankstationer. Store lagerbygninger, vel at mærke,
så de fleste af dem - som man skulle passere for at komme fra
parkeringspladsen ind i "lobby'en", var forladte og stod
med smadrede vinduer og klaprende døre i vinden. Indenfor var
der dog en flink indiansk kvinde som bød os velkommen og fortalte
os at et værelse kostede 38 dollars alt inklusive. Det var for
billigt at sige nej til og vi skulle jo bare overnatte og videre tidligt
næste morgen, så vi takkede ja og fik tømt vores
bil for baggage i en vis fart. Det var ikke et hyggeligt område
at bevæge sig rundt i.
Kvinden tjekkede os ind og fortalte ydermere at hun ville gå
hjem om lidt og låse døren, så vi skulle blive
inde bag døren i nat, "det var sikrest," sagde hun.
Nu forstod vi hvorfor det var så billigt at bo her - de brugte
ikke penge på døgnvagt i receptionen.
Igen tænkte vi - "cool nok, vi skal jo bare sove og videre".
Indenfor på gangene fandt vi vores rum og stødte undervejs
på et par andre gæster, som mildest talt ikke så
alt for almindelige ud. Hyggeligt sted. Vi besluttede os derfor for,
at det var bedst at gå sammen overalt og låse vores rum
altid.
Da vi kom ind og pakkede ud fik vi en behagelig overraskelse: pludselig
dukkede iPod'en frem i en lille undseelig lomme i én af taskerne.
Fedt! Som det altid var kotume ville vi også lige tømme
kameraerne for billeder, over på computeren, så hukommelseskortet
var tomt til næste dags oplevelse. Først tømte
vi mit, og så tømte vi......hmm, hvor pokker var Diana's
kamera? Endnu engang måtte vi igennem al vores baggage, uden
held - igen, mens vi bandede vores lemfældige omgang med elektronikken
langt væk. Vi havde sidst brugt det på Sonic, kunne vi
huske - så der måtte det være, så vi blev
nødt til at køre derned med det samme, i håb om
at det endnu ikke var blevet stjålet.
Nu havde vi dog et problem, for kvinden i receptionen var smuttet
og døren var låst. Skulle vi låse op, køre
derover og tage chancen og satse på, at ingen uvedkommende prøvede
at komme ind ad den ulåste dør i mellemtiden? Hvad nu
hvis der slap nogen ind på hotellet, som man ikke havde lyst
til at møde når vi kom tilbage? Og hvad nu hvis der skete
noget pga. indtrængende, så ville det jo være vores
skyld...
Alternativt skulle én af os køre derover på Spnic
og kigge efter kameraet, mens den anden blev hjemme og låste
døren til hotellet i mellemtiden. Men jeg ville ikke have Diana
til at køre alene rundt i Tuba - og hvis jeg istedet skulle
afsted, skulle Diana istedet gå alene ud til hoveddøren
og låse op igen, når jeg kom tilbage - og der var lidt
langt fra reception til vores værelse. Det duede heller ikke
- vi havde jo set hotellets øvrige klientel, og dem skulle
Diana ikke rende rundt imellem alene.
Nu var gode råd dyre. Vi prøvede forgæves at ringe
til Sonic, men uden held - indtil et sidste forsøg! Det var
en ren lettelse at komme igennem til en venlig Sonic-medarbejder,
som fortalte os at de havde fundet kameraet i god behold, og at vi
kunne hente det næste dag...det var den bedste besked vi kunne
komme i tanke om på det tidspunkt!
Så vi gik til ro med ro i sjælen og låst dør.
11.
marts, fredag - videre roadtrip mod Utah's canyonlands (se billeder)
Det var ikke med afskedstårer at vi checkede ud fra Greyhill
Inn i Tuba City, og satte kursen nordpå mod Utah's fantastiske
canyonland. Inden vi kom ud af byen, blev vores forudindtagne syn
på byens befolkning som værende en flok "rednecks",
dvs. bonderøve (som klichéerne jo ofte giver ry for
at have halv- eller helracistiske synspunkter) dog vendt drastisk
rundt.
Umiddelbart efter at være checket ud fra Greyhill Inn holdt
vi ind på én af byen's diners ved motorvejen - dvs. en
landevejsrestaurant, som havde morgenmadsskilte ude. Samtidig var
vi også løbet tør for DV-videobånd til videokameraet,
så vi måtte bagefter omkring supermarkedet i byen.
Diner'ens støvede parkeringsplads understøttede vores
opfattelse af befolkningen, da den var helt fyldt med pick-up trucks.
Da vi kom indenfor var det ligeledes en skov af beskidste caps, olieplettede
skovmandsskjorter og dyneveste som mødte os. "Utroligt
tro mod kliché'erne", tænkte vi med et smil på
læben og satte os ned. Vi blev nu mødt af en smilede
indiansk kvinde, som venligt bød os velkommen, som havde hun
budt os indenfor i hendes egen stue. Hendes datter gav os menu-kort
og vi bestilte.
Mens vi sad og ventede på maden, kiggede vi os lidt omkring.
Nu var det vi så, at det udelukkende var native-americans, dvs.
indianere, der sad herinde. Lidt pudsigt, tænkte vi - og spiste
det lækre morgenmadsanretning vi fik serveret lidt efter. En
utrolig dejlig oplevelse var det at sidde og hygge på denne
diner - mens servitricen opvartede os og spurgte interesseret til
hvor vi var fra og på vej hen etc.
Efter morgenmaden kørte vi på den anden side af vejen
til supermarkedet, hvor parkeringspladsen OGSÅ var fyldt op
med pick-up trucks. Vi grinede endnu engang og gik ind i supermarkedet,
som - på trods af det lidt tidlige tidspunkt - var temmeligt
fyldt op med handlende. Her studsede vi, mens det for første
gang gik op for os, hvordan vores betragtninger af befolkningen var
helt ved siden af: De viste sig nemlig at Tuba var dét man
kan kalde en ufrivillig ghetto for indfødte amerikanere, indianere,
som var overladt til trailere, ørkenstøv, arbejdsløshed
og en plads i laveste ende af livets hierarki - i dette hul af en
by. Det satte pludselig byens fattige og simple miljø i et
helt andet lys at vide at der ikke var tale om ignorante fordomsfulde
ærke-amerikanere, men derimod mennesker, som mere eller mindre
ufrivilligt samles i faldefærdige byer i ørkenen og ikke
mærker meget til den overflod af rigdom som dette land rummer.
Utroligt trist sådan at se en etnisk minoritet overladt til
sig selv under disse forhold. Lidt i stil med at vi hjemme i Danmark
placerer flygtninge og indvandrere i betonforstæder og mere
eller mindre lader dem sejle deres egen sø. Så utroligt
trist - og i mine øjne fejlagtig og nedladen politik af landets
ledere.
På trods af dette mødte vi en utrolig venlighed og imødekommenhed
- så opholdet i Tuba blev en oplevelse vi ikke sent vil glemme
- på godt og ondt.
Videre mod Utah
Hastigt begav vi os videre mod Utah, og dermed Archers National
Park i den nordlige del af The Canyonlands (som er den samletde betegnelse
for hele området af bjerge, kløfter, enorme plateauer,
floder og vandfald etc. som strækker sig over Utah, Nevada,
Arizone og Colorado). Archers var næste seværdighed vi
havde udset os, og efterfølgende skulle Bryce Canyon besøges,
hvilket ville udgøre en perfekt rund rute som ville bringe
tilbage til Las Vegas igen, hvor vi skulle med fly tilbage til Chicago.
En centimeter på kortet er dog længere end man lige tror,
og der gik ikke længe inden vi godt kunne se at såfremt
vi skulle nå vores fly næste dag, så var vores plan
lige lovlig ambitiøs. Kortet viste også den centrale
del af det enorme canyonlands, som er næsten totalt mennesketomt
og kun gennemtrænges af et par små veje som pløjer
sig igennem bjergene og slugterne. Efterhånden som vi nærmede
os det punkt hvor vi skulle vælge mellem at fortsætte
nord mod Archers eller skære genvej gennem det øde Canyonland
til Bryce og Las Vegas, indså vi at vi var tvunget til det sidste.
Så som sagt, så gjort og vi tog et kraftigt venstre-sving
ind ad den lille asfaltsvej som var lig med en tur ind igennem det
uvisse.
Næppe havde vi drejet, før vi fandt ud af at vi ad denne
vej ville passere forbi en nationalpark ved navn Monument Valley -
"home of the movies". Et billboard fortalte os nemlig, at
dette var stedet hvor mange af John Waynes cowboyfilm (og en masse
andre cowboyfilm) var blevet optaget igennem tiderne.
Der var tale om en typisk prærieørken, hvor de karakteristiske
røde klipper i sjove formationer hævede sig flere hundrede
meter op fra jorden i bjerge og slugter. Området var stadig
beboet af den oprindelige befolkning, indianere, men man kunne stadig
få lov at køre ind i ørkenlandskabet på
udvalgte grusveje. Denne chance kunne vi ikke forpasse, så vi
kastede Dodge'n i gear og fik taget rundturen i ørkenen på
et par timer. Det var et helt utroligt sted og man forestillede sig
hele tiden at se Butch Cassidy & The Sundance Kid sidde ved et
bål og spise baked beans, mens hestene stod tøjlet bagved
og seksløberne blev renset:-)
Ydermere var der skilt ved indkørslen til området, hvorpå
der stod, at passage uden for bilen frarådedes pga. områdets
dyreliv. Et dyreliv som bla. var kendt for skorpioner og andet hyggeligt
kravl. Vi så dog ikke nogen undervejs - både rart, men
også lidt skuffende:-)
Hanksville og Blondie's Eatery
Efter Monument Valley kørte vi dybere ind i the canyonlands
og fik set ufattelig natur. Vejen snoede sig imellem bjerge, floder,
slugter og skove og vi fik knipset en masse billeder og hygget os
undervejs, efterhånden som bilen åd den ene mile efter
den anden. Sikke nogle udsigter vi blev præsenteret for - bl.a.
kørte vi zig-zag lodret op på et kæmpemæssig
plateau (nok på størrelse med Fyn) et sted hvor vejen
var blevet til grusvej (så er man altså langt ude på
landet). Fra kanten af dette plateau var en panorama udsigt som vi
aldrig vil glemme. Det mest fantastiske natur havde vi dog til gode
til næste dag, fandt vi ud af.
Da det blev hen under tidlig aften, nærmede vi os - med perfekt
timing - det første tegn på civilisation efter Monument
Valley, nemlig en lille village ved navn Hanksville, som lå
lige i en vej-junction - dvs. vej kryds. Her kunne man køre
nordpå (mod Salt Lake City og Archer National Valley) eller
mod vest, mod Bryce Canyon og endnu længere væk, Las Vegas.
Her tjekkede vi ind på Best Value Inn Motel (det ene af to moteller
i byen), som blev drevet af David Lee, en hyggelig ældre herre,
som interesseret spurgte til hvad vi var for nogen starutter. Han
havde taget sin college-degree på University of Hawaii og havde
iøvrigt engang været i København, hvor han specielt
huskede Tivoli.
Vi fik læsset vore kufferter ind på dette klassiske vej-motel
(præcis som man ser i filmene) og gik ud for at finde noget
at spise. Valget var ikke svært, for der var to spisesteder
i byen og det ene (som så bedst ud) var lukket. Altså
skulle vi spise på Blondie's Eatery. Nu kan man nok sige, at
alene navnet måske ikke borger for den største kulinariske
oplevelse - Eatery (æderi) - men vi var sultne og trådte
indenfor.
Var det noget med en dejlig friture-trøje?
Vi opdagede to forhindringer som man skulle trodse for at komme indenfor:
Dels døren, som vi åbnede uden besvær. Men dernæst
også den mur af friturestank, som hang som en massiv tåge
i hele hytten.
"Restauranten" bød på den fineste amerikanske
cousine, søbet til i fritureolie som kun vores vestligste brødre
kan lide at tilberede den. Stedet udmærkede sig desuden ved
at være halvt spisested, halvt tøjbutik - i ét
og samme rum. Det vil med andre ord sige, at tøjet hang i den
ene halvdel af rummet - og køkkenet og bordene i den anden.
Vi var ikke selv henne og røre og lugte til tøjet, men
jeg ville ikke være blevet overrasket, hvis bukserne kunne gå
af sig selv. Fy for pokker, hahaha.
Maden mættede dog, omend det ikke er med bedste samvittighed
man indtager en burger som består af omkring 25-30% ren animalsk
stegefedt. Vi gjorde os ikke engang den ulejlighed at spørge
efter light mayonaise - det ville ligesom være som at strinte
vanddråber på en skov der brænder:-)
Vores 25-minutters besøg gjorde også at vores tøj
blev grill-bar-ficeret, og vi måtte skifte da vi kom hjem.
12.
marts, lørdag - Zion National Park (se billeder ovenfor),
næsten misset fly til Chicago
Lidt udregninger
aftenen før havde gjort os opmærksom på den SÆRDELES
stramme tidsplan denne dag havde, så vi stod tidligt op og kørte
fra Hanksville kl. 7.00 - stik vest, mod Bryce Canyon.....troede vi.
Huhej hvor det gik, roadtripmusikken blæste igennem højttalerne
og vi spiste morgenmadsmuffins (fra Blondie's Eatery), drak kaffe
og juice og glædede os til Bryce Canyon - og ydermere Zion National
Park, som lå lige på vejen mod Vegas.
Den ene mile åd den anden og vi havde vel kørt i omkring
45 minutter, da vi passerede et ensomt vejskilt som sagde "24
North". Vi kiggede på hinanden: "NORTH???" og
bremsede straks hårdt op. Vi skulle jo køre vest! ........
Nu kom vi helt i tvivl om vi vitterligt havde taget den rigtige vej
i den junction vi havde passeret i Hanksville. Efter lidt snak frem
og tilbage kom vi frem til, at North måtte være forkert,
omend det på kortet var lidt svært at placere den rigtige
vej som værende nord eller vest - vejen var sådan lidt
skrå midt imellem.
Fluks fik vi bilen vendt om, slukket for musikken og drønet
tilbage mod Hanksville. 45 minutter efter suste vi ind på tankstationen
i byen og fik os rådført med ejeren bag disken. "Weeeeellll,
ya'll folks need ta gow out dat roawd rajt theyre!" sagde han
og pegede på den vej vi lige havde været på. "POKKERS!"
- vi HAVDE kørt rigtigt først. Endnu engang fik vores
lille Dodge lov til at arbejde for pengene og musikken blev først
tændt igen da vi passerede punktet hvor vi havde vendt for halvanden
time siden. IKKE SÆRLIGT GAVNLIGT FOR VORES PRESSEDE TIDSPLAN!
Vi skulle dog stadig kunne nå flyet senere på eftermiddagen,
så vi hyssede ned og lænte os tilbage og nød naturen
som hastigt flød forbi vinduerne. Og havde naturen været
flot dagen før, så var det ingenting i forhold til hvad
vi så på disse næste 2-3 timer.
Natur i verdensklasse
Højdeforskellene gjorde at ofte, på blot 10 minutter,
skiftede landskabet fra gold, rød ørkenplateau med enorme
klippeformationer, til næsten lodret bjergvej med 40 cm sne
og kæmpemæssige grantræer overalt. Vi prøvede
sågar at køre på en bjergryg - med uendelige dybe
bjergsider på begge sider. Helt ubeskriveligt.
Ofte kunne vi se ud over landskabet og vitterligt se hvor de forskellige
typer landskab delte sig - sne og ørken, og altsammen badet
i strålende sol. Helt og aldeles ufatteligt! Intet still- eller
videokamera kan opfange det syn som vi så - og ingen ord kan
retfærdiggøre den følelse man får når
man står så højt oppe og kigger ud over verden.
Man føler sig som en lille ubetydelig myg ved siden af naturen
i sådanne situationer.
Western-byen Tropic
Vi nærmede os nu Bryce Canyon lidt før middag og gjorde
et pitstop i udkanten, ved en lille landhandel - på kortet nævnt
som en by, selvom der ikke var mere end en håndfuld huse - ved
navn Tropic. Landhandlen var lavet i rigtig western-stil, sådan
lidt saloon-agtig, og indenfor var købmandsvarerne placeret
på hylder som var det i det vilde vesten, blot opdateret til
det 21. århundrede. I den anden ende af bygningen var restaurant
og overnatningsmuligheder - og en helt fantastisk udsigt til alle
de omgivende bjerge. Aldrig har jeg været i så hyggelig
en forretning - man fik virkelig lyst til bare at hænge ud og
suge til sig af atmosfæren og hyggen. Vores tidsplan tillod
os dog ikke at blive længe og samme tidsplan gjorde, at vi endte
med at måtte skippe Bryce Canyon også, desværre.
Zion National Park
Modsat de øvrige national parker vi var kørt forbi på
denne tur, hvor man skulle dreje af vejen og decideret køre
ind i parken for at se den, så lå Zion National Park PÅ
vejen. Dvs. at vejen snoede sig igennem parken, med al dens naturlige
vælde. Man kører igennem bjerge og henover bjerge, og
selvom vi nu havde kigget på fantastiske udsigter og naturfænomener
i 3-4 dage, tabte vi igen næse og mund. Selvom vi havde travlt,
fik vi tid til et enkelt stop, hvor vi kunne nyde naturen i parken
lidt - det var helt fantastisk! Man ville ønske man havde mere
tid.
Med lynfart mod Vegas - og reddet af højere magter
På den anden side af Zion nærmede vi os nu decideret civilisation,
og ved 14-tiden fik vi for første gang - siden tirsdag - highway
under dækkene igen. Der var stadig langt til Las Vegas og klokken
var nu ved at være faretruende mange. Flyet gik kl. 4.50 - så
med andre ord havde vi 2 timer og 50 minutter til at tilbage 100 miles,
indlevere lejebilen og afregne, samt checke ind til flyet - og sidstnævnte
skulle endda være én time før afgang! Det så
ikke godt ud.
I sådanne situationer er det at man skal læne sig tilbage
og huske mit leveregel nr. 1, som kommer mig til gode, når situationer
spidser til. Den lyder simpelthen: "Tingene løser sig
altid af sig selv til sidst" (der findes i alt 4 Villum leveregler,
de andre skal jeg komme ind på en anden god gang - men én
ting er sikkert: Minimum én dem kan ALTID bruges i enhver kritisk
situation).
Denne situation var ikke anderledes, for det varede ikke længe
inden det slog os: "Hey! Vi stille jo på urene sidste gang
vi krydsede statsgrænsen!?!" - og ganske rigtigt. At køre
fra Utah/Arizona over i Nevada gør, at man skal stille urene
en time tilbage, da man samtidig krydser fra Mountain-tidszonen til
Pacific-tidszonen...! Heldigt? Måske. Simpelt faktum som reddede
tidsplanen? Ja.
Smadret kølerhjelm
Vores trængsler var dog ikke slut, for vi befandt os stadigvæk
på motorvejen mod Vegas, da et underligt objekt lå i det
fjerne på vejen foran os. Et sort, aflangt objekt, som vi dog
ikke kunne se tydeligt, da der var en bil foran os i den inderste
bane. Da vi kom tættere på, kunne vi se at objektet lå
i denne anden bil's bane og det må åbenbart også
have kommet bag på dennes chauffør, som pludselig indså
at han skulle undvige, hvilket kun delvist lykkedes: Det ene jul strejfede
objektet, som uheldigvis nu blev slynget direkte mod os! Millisekunder
for collision indså vi at det var et sprunget lastbildæk
- et af de helt tykke og seje, som kom mod os i fuld fart. Undvigelse
ville blot udsætte os for fare, så jeg greb fast om rattet
og knugede det, mens lastbildækket hamrede imod kølerhjelmen
så hele karrosseriet rystede og Diana (som lå og fik en
lille lur) vågnede med et sæt. I samme sekunder fløj
dækstykker og glad henover foruden, men vi blev på vejen
og holdt hastigheden i den forholdsvist tætte trafik. Lidt af
en forskrækkelse, må man sige. En forskrækkelse,
der desuden gav os bekymringer at det måske ville tage lang
tid for udlejningsfirmaet at udregne skadesgodtgørelsen - og
hvad ville det desuden koste med en kølerhjelm, som vi kunne
forestille os så temmeligt slem ud.
Vi gjorde brug af Villum's leveregel nr. 2: "Man skal ikke tage
sorgerne på forskud", holdt speederen solidt i bund og
ankom udlejningsfirmaet kl. 15.35 - 1 time og 15 minutter før
afgang med flyet. Men var det nok tid?
Igen trådte leveregel nr. 1 i kraft, for vi havde ved leje af
bilen for en uge siden bedt om den allermest dækkende forsikring,
der - omend ekstrem dyr - dækkede mod praktisk talt alt. Da
vi fortalte det til udlejningsfirmaet, skete tilbageleveringen på
mindre en 30 sekunder og vi checkede ind til flyet 55 minutter før
afgang - home safe! (Morale: Tegn ALTID alle de forsikringer du kan).
Vi fløj til Chicagos Midway lufthavn, hoppede på en taxa
og kørte ind til downtown, mens vi nød byens imponerende
skyline by night fra motorvejsbroerne ind i byjunglen.
Vores destination var Hotel Days Inn Goldcoast, lige ved Lincoln Park
i udkanten af downtown med alle skyskraberne.
(Videre fortællinger om Diana og mine fælles oplevelser
findes i den almindelige blog, under datoerne 13.-23. marts - tryk
her)
|
