A day in the life of…

Nov

5-årsdag i Berlin + Christians far på besøg

I dag er det så vores 5-årsdag. Det er godt nok utroligt som tiden flyver i godt selskab ! Den skulle selvfølgelig fejres på speciel vis med ægte Ostalgi, så vi blev enige om at leje en Trabi og tage på roadtrip rundt i Berlin. For dem som ikke lige er med, så er Trabi slangordet for bilmærket Trabant, som blev produceret i det tidligere DDR. Bilen opnåede kultstatus og verdensberømmelse, da Berlinmuren faldt i 1989 og for mange er den symbolet på det tidligere DDR. Efter murens fald kørte lange karavaner af Trabanter over den øst-vesttyske grænse, men i årene der fulgte blev langt størstedelen af Trabanterne skiftet ud i takt med at vestlige bilmærker blev tilgængelige for østtyskerne. Det er dog nu blevet populært blandt turister her i Berlin at leje en gammel Trabi og tage på opdagelse rundt i byen.

Det var bestemt også rigtig sjovt omend hamrende ukomfortabel. Bilen er udstyret med en lille tocylindret totaktsmotor, som man normalt finder i gamle 2-hjulede køretøjer, så den larmede rimeligt meget. Gearet sidder ved siden af rattet og tophastigheden er 80 km. i timen, selvom vi dog aldrig var så langt oppe. De første 80% af bremsen virkede ikke, så man skulle virkelig hamre igennem for at få bilen til at stoppe, men det var rigtig god motion for benene . Derudover er den jo utrolig lille i sig selv, så det var godt, at vi kun var to passagerer. På trods af larmen og det faktum, at der ingen varme var i bilen, var det dog en fantastisk tur, og man kunne virkelig fornemme historiens vingesus, da vi kørte gennem Østberlin i vores lille Trabi.

Efter vores roadtrip rundt i Berlin tog vi ud til busstationen og hentede Christians far, som skal tilbringe de næste fire dage hernede hos os – et besøg som vi havde set meget frem til. Aftensmaden skulle også være lidt særlig i anledning af vores 5-årsdag og Pouls ankomst til Berlin, så vi blev enige om at tage på den japanske restaurant Tokyo Haus. Vi havde fået den anbefalet og forstår bestemt hvorfor, det var en fantastisk madoplevelse. Restauranten var meget autentisk med japansk indretning og tjenere iført traditionelle japanske klædedragter. På restauranten bliver man placeret rundt om en kæmpe gril og kan så vælge mellem mange forskellige retter og menuer, som bliver tilberedt af meget talentfulde kokke nede ved bordet. Det var meget imponerende, der blev kastet rundt med salt og pebberbøsser, kød og grøntsager. Aldrig har det været så underholdende at se mad blive tilberedt og tilmed smagte det sublimt !

Hygge med morgenmad og Ice Age 3

Roadtrip i Berlin

Christian foran vores lille Trabi

Trabi

Huse i Østberlin

Christian med sine mange drikkevarer

Frokost

De to chauffører

Bydelen Pankow i Østberlin

Roadtrip

Vores fine lille Trabi

Trabi

Roadtrip

På vej i toget

Tokyo-Haus

Kokken i gang med at forberede maden ved bordet

Kokken i fuld gang

Poul i gang med pindene..

Tokyo Haus

Fiskebassin inde i restauranten

Tokyo Haus

Tags: 1989, Berlin, DDR, Ostalgi, Poul Villum, Tokyo Haus, Trabant, Trabi

posted by Diana in Berlin,Gastronomie,Historie,Sightseeing and have No Comments

Nov

Historisk oplevelse med U2 ved Brandenburger Tor

Dagen i dag tog pludselig en umådeligt interessant drejning hen på eftermiddagen, da vi med tilbageholdt åndedræt sad foran computeren og ventede på at eBay’s auktionsur talte ned til 0. Ligeså stor var vores glædesudbrud, da auktionen sluttede og sætningen ‘Congratulations! You have won the bid’ kom frem på skærmen. Objektet vi nu havde retten til var intet mindre end 2 stk. billetter til den nyligt annoncerede mini-koncert med U2 foran Brandenburger Tor i anledningen af MTV Europe Music Awards og 20-års jubilæet for Berlin og Tysklands genforening.

I forbindelse med annonceringen af koncerten prøvede vi forgæves at få fat i nogen af de blot 10.000 billetter, der blev gjort tilgængelige – vel at mærke gratis – men det lykkedes ikke, og vi slog derfor idéen ud af hovedet og slog os til tåls med blot at stå udenfor hegnet og høre musikken (at der var hegn – altså en mur – rundt om var iøvrigt lidt underligt og modstridende i forhold til formålet – hvilket også blev påpeget af bl.a. Politiken, læs artiklen her). Men her til morgen fik Diana den brilliante idé at vi jo lige kunne kigge på eBay og se om nogen solgte deres billetter videre – og ganske rigtigt. Vi fik hurtigt lokaliseret to sælgere, og gik ind i auktionerne bevæbnet med VISA-kort og stor entusiasme.

eBay er smart, men bestemt ikke et perfekt system. Der skete nemlig det, at efter vi havde vundet auktionen og hoppet op og ned, kom i den situation at sælgeren ikke var til at få fat i. Begejstringen blev derfor hurtigt afløst af mistro – en mistro, som ledsaget af tidspresset (kun 3 timer til koncerten startede) gjorde, at vi valgte at byde på den anden auktion også – og IGEN endte med at vinde den (!). Efter endnu en hoppetur, kom så endelig livstegn fra den første sælger – og kort efter også fra den anden – og resultatet var så grotesk nok at vi nu stod med hele 4 billetter på hånden! Vi satsede dog på at kunne sælge de to foran indgangen i ægte sortbørshaj-stil – og det lykkedes også

Ankommet til Brandenburger Tor begav vi os hurtigt ind i mængden og fik snart en god plads godt 50 meter fra scenen midtfor. Stemningen var fænomenal og efter godt en times ventetid gik de 4 irere på scenen til sandt jubelbrøl og spillede meget symbolsk allerførst nummeret ‘One Love’ mens imponerende visuals blev projekteret op på det ældgamle Brandenburger Tor-monument, som gennem hele den kolde krig og byens 28-årige adskillelse stod som epi-centrummet for kampen mellem det diktatoriske øst-regime og den frigjorte hedonistiske vestside. Det var så man fik kuldegysninger op ad armene af at opleve dette historiske øjeblik af forening og broderskabsfølelse – og tænke tilbage på hvordan det ville have været at stå lige præcis hér, på østsiden, for 20 år siden hvor muren blot havde få dage tilbage som nådesløs fængselsmur inden hundredetusinde østtyskerne sent om aftenen d. 9. november pressede så meget på grænseovergangene at vagterne så sig nødsaget til at åbne og for første gang i 28 år lod familier og venner genforenes på vestsiden. U2 har altid har et særligt forhold til Berlin. I de dage, hvor muren faldt, sad de fire musikere i et lydstudie i Vestberlin og indspillede det højt besungne album ‘Achtung Baby’, hvor bl.a. hittet One er på. Setting’en og bandet kunne derfor ikke være mere perfekt!

Koncerten fik iøvrigt yderligere drysset stjernedrys over sig, da gruppen spillede deres måske største nummer, Sunday Bloody Sunday, hvor scenen pludselig gav plads til den amerikanske rapper Jay-Z som gæsterappede til stor overraskelse og jubel for menneskemængden.

Vi sluttede denne aften med historisk vingesus af med at stoppe cyklerne ved Que Pasa, en hyggelig mexikansk restaurant ved Görlitzer Tor-stationen, og spise fajitas. Lækkert!