A day in the life of…

Diana & Christian i Berlin

Christians fødselsdag – med ultraheld, 3d og mega-is-orgie

Med årets skifte var det også vanen tro blevet tid til Christians fødselsdag, som altid ligger i slipstrømmen af højtiden. Diana listede tidligt op og forberedte et sandt festmåltid af et morgenbord med bruscetta-brød, rösti-kartofler, mozarella-pølsebrød, parmaskinke-dadler og frugtsalat (!) – så der blev spist til den store guldmedalje. Som prik over i’et så vi den gamle danske agent-film Slå Først Frede med Morten Grundvald, som Christian havde fundet på nettet.

Efter maden gik dagens hemmelige program igang. Vi hoppede på toget op mod det nordlige centrum af Berlin – i hast, da dagens første programpunkt var kl. 12.30, og vi var som vanligt for sent på den. Men det skulle lige kunne nåes, hvis alting gik glat med gode skift mellem togene. Vi kørte vores sædvanlige trick med dels at købe ‘kurzstrecke’ (kort-strækning) og dels “glemme” at stemple. En listig måde at spare lidt på transportudgifterne i Berlin’s paradoksalt dyre u-bahn system. Helt konkret går det ud på at bruge samme billet ud og hjem, og hvis man så er uheldig at blive taget, så agere sproghæmmet dansk überturist – så man blot ryger af på næste station for at købe korrekt billet og huske at stemple.
Helt vanlig procedure, også denne dag. Sidste strækning på denne tur var U6, som kører op imod Wedding. Vi får et godt skift (dvs. minimal ventetid), og render samtidig på Bjørn, én af Christians bekendte. I toget sker så dét der ikke må ske, når man har travlt: Kontrollør! Dette var dels en pinlig situation når man nu tilfældigvis var rendt på én hernede som man kender, men ikke kender vildt godt, og dels var det skæbnesvangert for tidsplanen, idet vi nu kunne se at vi først ville ankomme til den hemmelige destination omkring kl. 12.45. Men vi skyndte os og håbede på det bedste.
Da vi ankommer til det der viser sig at være intet mindre en Berliner Underwelten – Berlin’s underverden – skynder vi os ind på billetkontoret, og kan ånde lettet op, idet vi godt kan nå at komme med på den fastlagte rundtvisning, som er dagens sidste på engelsk. Dette dog ikke uden svineheld: Det viser sig at vi får de sidste to billetter! Og dem i køen efter os må vende slukøret om og tage hjem igen. Pyha.

Berliner Underwelten har forskellige ture, som foregår på forskellige ruter. Den vi skulle på handlede om byens atomangrebs-beskyttelsessystemer, og vi blev af guiden Nick ført ned i en trappeskakt, dybt ned i jorden i et gammelt anlæg, som før 2. verdenskrig blev bygget som en del af u-bahn-nettet, men aldrig taget i brug. Da krigen kom tog nazisterne anlægget i brug til krigsformål, og efterfølgende fik det status af beskyttelsesrum i tilfælde af atomangreb på Berlin. Her blev interiøret bygget om (bl.a. med indrettelse af s-formede gange, som skulle afbøde lufttryk fra sprængninger). Nogle år senere, da man nåede starten af 60′erne, skulle disse tunnelsystemer dog få en helt anden rolle – idét de lå tværs igennem øst- og vestsektoren, og således udgjorde flugtveje under muren. Dette betød at hele den underjordiske by skulle sikres, og således blev utallige gange, tunneller, vandveje, servicerum osv. blev nu afspærret, muret til eller sågar bevogtet, 24 timer i døgnet, under hele den kolde krig frem til 1989: Sagen var nemlig den, at nogen af fungerende u-bahn tunneller, hvor der hele tiden kørte tog – og som hørte til vesten – rent faktisk kørte ind under østberlin, altså på den anden side af muren. De stationer som de kørte igennem på østsiden blev nu muret til, men ikke desto mindre var der jo kæmpestore perron-anlæg, trapper, billetluger osv. som nu stod tomme og potentielt kunne bruges til flugtforsøg, hvis man kunne hoppe på vest-togene som kørte forbi. Det var hér man posterede vagtposter, som fra nyindrettede kontrolposter med lemme ind på de tilmurede undergrundstationer kunne holde øje med hver og ét tog som kørte igennem de kulsorte og forladte stationer – som fik tilnavnet Ghost Trains. Dette var fordi at U-bahnselskabet på vestsiden af østberlin-styret havde fået besked på at hvis de fortsat ville bruge disse tunneller, så skulle togene slukke lysene og sætte farten op når de kørte gennem spøgelsesstationerne. Så sad østvagterne og holdt øje gennem lugerne. Tilmed blev det gennem lugerne tjekket med projektører at der ikke var fodmærker i det støvlag som gennem årene lagde sig på spøgelsesstationerne: Dette ville jo afsløre om nogen hemmelige afhoppere havde boret sig ind og pønsede på flugtforsøg ad den vej.
Efter gennemgang af det store bunkeranlæg gik turen videre til et andet anlæg, som havde en helt anden karakter – nemlig den fungerende u-bahn station Pankstrasse, som på overfladen ligner enhver anden undergrundsstation her i byen. Den er dog helt speciel, idet den på få timer kan laves om til en atombunker som kan huse op til 3.400 mennesker. I praksis sker dette ved at man kører to tog ind i stationen, lukker nogle kæmpestore skjolddøre ud til tunnellerne, og tilsvarende i trappeskakterne oppe fra jordoverfladen. I nogle ikke-synlige gangsystemer, som er bygget ind i væggene findes på rensesluser, således at man kan lukke mennesker ind efter at skjolddørene er forsejlede. Inde i stationen bag panelerne i hallen, hvor man normalt køber billetter ligger indbygget et fuldt operationelt hospital, som vi blev vist rundt i – og yderligere fortalte de om luftpumperne, som kører på diesel og kan køre i op til 14 dage. Normalt bliver dieselolie dårligt, hvis det får lov til at stå urørt i længere perioder, så der bliver rørt i det hver uge og denne station/atombunker – ligeså vel som de andre, der er en 10-12 stykker, som tilsammen kan huse blot 26.000 mennesker – bliver således vedligeholdt den dag idag. En udgift for fattige Berlin på 20 millioner Euro om året. Ret grotesk, må man sige. Tænk hvor mange sociale, transport og helbredsmæssige forbedrninger man kunne lave for disse penge? Samtidig fortalte guiden, at man faktisk kunne tømme Berlin for mennesker på blot 5-6 timer via det offentlige transportsystem (tog- og buslinier), hvis alle blot ville lade personbilen stå. Enormt spændende emne, synes vi begge.
Alt i alt var besøget i underverdenen fantastisk spændende, og gav et fantastisk indblik i en verden som man ikke anede eksisterede. Af andre ture i Berliner Underwelten kan særligt nævnes én der handler om nazisternes aktiviter under jorden – dem var der vist en del af, ser det ud til. Den tur står ihvertfald på vores to-do liste!

Efter den underjordiske ekskursion gik turen videre til Bernauer-strasse, som ligger lige i nærheden. Her ligger Berliner Mauer Dokumentasionszentrum, som er det officielle museum for muren, og samtidig det eneste tilbageværende sted i Berlin, hvor en lille strækning på nogle få hundrede meter har ladt både inder- og ydermuren af Berlinmuren stå. Sagen er nemlig den at muren bestod af to mure, og i mellemrummet mellem disse – den såkaldte deadzone – stod alle vagttårnene, pigtråden, hundene, voldgravene og minerne. Dette kan man så ovenfra via et udsigtstårn, som dog desværre lukket idag pga. al sneen. Men vi fik set en masse indenfor på museet, bl.a. en film optaget fra en helikopter, som fløj hele vejen henover den forladte mur, som den stod i al sin skrækindjagende vælde nogle måneder efter murens fald – i foråret 1990. Rigtigt spændende.

Som sidste del af dagens program stod på lækkert mad. Dette foregik på en ekstremt hyggelig tapas-restaurant i Mitte, lige ved siden af Alexanderplatz. Navnet var Atame og ligger i Dircksenstrasse, og den ryger klart på vores anbefalingsliste. Virkelig lækker tapas-menu i både den kolde og varme ende.

Efter maden gik turen videre til Sony Center på Potsdamer Platz, hvor storfilmen Avatar kunne ses i OV – original verfassung, altså originalsprog – og det tilmed i 3D. Og her skulle vi opleve dagens andet tilfælde af svineheld: Vi havde nemlig ikke været hurtige nok til at bestille billetter, så de eneste der var ledige til denne særdeles populære film var på 5 række – altså næsten helt nede foran lærredet. Og som ekstra torn i øjet var der i bookingcharten – altså oversigten over salen på hjemmesiden, hvor vi hjemmefra bookede og kunne vælge sæder – fire sæder i midten, på 4-bagerste række, som man simpelthen ikke kunne vælge via systemet – selvom de stod som ledige. Vi prøvede endda at ringe ind til kundeservice for at høre om ikke man kunne få lov at booke to af disse fire pladser, nu hvor der ikke var andet end dårlige pladser tilbage. Manden i røret kunne dog ikke hjælpe og havde iøvrigt ikke nogen forklaring på hvorfor sæderne stod frie og ikke kunne bookes – sådan var det bare, sagde han. Ikke desto mindre valgte vi at booke billetterne på 5. række, da vi havde glædet os så meget til at se filmen at det ville være for stort et antiklimaks at droppe det.
Da vi kommer frem til biografen og kommer ind i salen sidder der så nogen på vores pladser. Vi prikker dem på skulderen, idet vi tænkte, at de jo sikkert var folk fra 1.-2. række som blot havde set sit snit til at få lidt bedre pladser. Til vores overraskelse fremviser de dog billetter, som viser nøjagtige samme pladser som vores – så der er altså tale om en dobbeltbooking! Sådan burde ikke kunne ske, men eftersom vi havde booket vores via hjemmesiden og disse folk sikkert havde købt i billetlugen, kunne man jo udlede at vi begge hold havde lige meget ret til pladserne. Så vi gik ud i billetlugen og beklagede vores nød. Dette førte til nogle forskellige opkald via personalet walkies, og pludselig blev vi hentet af en anden ansat, som førte os ind i salen – og henviste os til to af de famøse ikke-booking-bare fire pladser i midten af 4-sidste række. Perfekte pladser i den kæmpe sal – som jo åbenbart blev holdt frie til at løse dobbeltbooking-problemstillinger. Hvor heldig kan man være? Så vi nød filmen på bedst mulige vis.

Da vi kom hjem var det tid til dagens allersidste begivenhed. Sagen er nemlig den at Christian igennem hele hans 31-årige liv altid har haft en drøm om at få lov – uden løftede pegefingre fra nogen – at få lov til at spise al den is han overhovedet kunne proppe i sig. Gennem hele barndommen har der altid været en voksen som har begrænset indtaget til én – eller i sjældne tilfælde måske to – portioner, og senere hen blev denne voksne person afløst af en intern dårlig samvittighed, som automatisk lagde låg på ispakken efter en altid alt for lille portion. Så idag skulle det være og Diana havde således købt to kæmpestore bøtter Carte D’Or vanilie-is med nougat!
Tidligere på dagen havde Christian med lethed konsumeret en halv bøtte, men tidspresset tidligere satte en stopper for indtaget, og først nu – over midnat – kunne orgiet fortsætte. Desværre var Christian så mæt efter dagens program, at han ikke kunne spise mere end en kvart bøtte, og således stod 1,25 bøtte is urørt da fødselsdagen var forbi. Meget skuffende, men samtidig ganske misvisende – idet Christian, under de rette forhold, bestemt kunne have klaret meget mere. Så nu er denne luksusdrøm overført til næste fødselsdag. Det glæder han sig til!

posted by Villum in Berlin,Film,Gastronomie,Sightseeing and have No Comments

The Raveonettes – lige om hjørnet

Lige ved siden af vores lejlighed i Falckensteinstrasse ligger spillestedet Lido, som er et ganske kendt lille sted, der har til huse i en tidligere biograf (deraf navnet). Denne mandag aften var ingen ringere end danske The Raveonettes på programmet, og deres blanding af surf, støjrock og gode melodier har Christian stor beundring for. Sjovt nok er det dog aldrig lykkedes at komme til én af koncerterne – ikke engang selvom bandet spillede 3 gange i New York dengang vi boede dér. Men nu skulle det altså være.

The Raveonettes er ret populære i Tyskland, og allerede da vi ankom i god tid var der pakket indenfor. Vi fik os dog møvet i baren og blev udstyrede med et par gode store hefe weissbiers og fandt en god plads oppe foran i siden – og snart kom Sune Wagner og Sharin Foo på scenen i hvad der blev en superfed koncert. Virkelig en kanon oplevelse, som vi helt sikkert vil gentage næste gang chancen byder sig – uanset hvor det så er henne i verden.

The Raveonettes – ‘Attack of the Ghost Riders’

The Raveonettes – ‘Love In A Trash Can’:

The Raveonettes – ‘Heart of Stone’:

Raveonettes

Raveonettes

Lido

Lido

Raveonettes

Raveonettes

Koncert med Raveonettes

Koncert med Raveonettes

Raveonettes

Raveonettes

Sune Wagner fra Raveonettes

Sune Wagner fra Raveonettes

posted by Villum in Berlin,Musik and have No Comments

Besøg af Burholt

Onsdag fik vi besøg af én af Christians venner, nemlig Søren Burholt fra Aalborg, som var på vej til Bruxelles til SPOT On Denmark-arrangementet (som Tone iøvrigt spillede til sidste år). Undervejs gjorde han stop i Hamborg og Berlin, så det var en kærkommen mulighed for at catche lidt op. Vi brugte lejligheden til at besøge Singapore-restauranten Mirchi i Oranienstrasse, og det måtte siges at være et godt valg. Ikke alene var maden virkelig god, men også deres 4-euro cocktails var en fornøjelse. Helt klart anbefalelsesværdigt.

Mirchi

Mirchi

Christian og Søren på Mirchi

Christian og Søren på Mirchi

Rigtig god mad..

Rigtig god mad..

posted by Villum in Berlin,Gastronomie,Networking and have No Comments

Daske rundt i byen, hjemmelavet sushi – og grime med Dizzee Rascal

Lørdag havde vi givet os selv fri fra arbejde og specialer, og besluttede os at trille ud i byen og daske lidt rundt. Egentlig også med henblik på at købe lidt tøj og en vinterjakke til Christian, men også bare for at nyde byen lidt på sådan en dejlig efterårssolskinsdag. Undervejs fik vi besøgt bl.a. diverse af de designbutikker som Berlin er så rig på, eksempelvis Aus Berlin (ved Alexanderplatz) og Made In Berlin – hvor man kan købe unika-designgenstande indenfor både musik, tøj, brugsgenstande og meget andet. Det er altid sjovt, specielt i Berlin, hvor 70′erne øst-design karakteristika er meget fremtrædende.

Undervejs gjorde vi også en anden herlig opdagelse, nemlig at supermarkedet under Alexa-stormagasinet har dét vi har ledt forgæves efter i så lang tid; nemlig sushi-ingredienser! Dette lod vi os ikke sige to gange og det blev med det samme bestemt at aftenens menu stod på den japanske specialitet, som vi elsker så meget.

Efter maden var klokken blevet 21, så det var tid til at hoppe på cyklerne igen og køre over til Friedrichshain til spillestedet Astra Kulturhaus, som havde den britiske grime-rapper Dizzee Rascal på plakaten. Dette skulle vise sig som forventet at blive en virkelig fed oplevelse. Rascal – i selskab med hans sidekick-mc og énarmede dj – rev praktisk talt stedet i stykker med hans kantede beats og cockney-britiske rim. Vildt fedt – se videoerne vi fik optaget.

Christian i baggården med vores trofaste berliner-cykellig

Christian i baggården med vores trofaste berliner-cykellig

Christian foran Aus Berlin ved Alexanderplatz

Christian foran Aus Berlin ved Alexanderplatz

Sushi in-the-making

Sushi in-the-making

Den ene sushi-chef igang med hendes kunst

Den ene sushi-chef i gang med hendes kunst

...og den anden sushi-kok igang med den delikate tilberedning.

...og den anden sushi-kok igang med den delikate tilberedning.

Sushi-overflødighedshorn og et afsnit af venner klar på macbook'en

Sushi-overflødighedshorn og et afsnit af venner klar på macbook'en

posted by Villum in Uncategorized and have No Comments

East Side Gallery, Checkpoint Charlie og White Trash

Vi startede dagen med en tur ned forbi East Side Gallery, hvor der faktisk er kommet en del nye malerier til de sidste par uger, så der var en 10 stykker, som vi aldrig har set før. Man kan godt se, at de har haft travlt med at færdiggøre malerierne op til jubilæet for murens fald igår, og nu er der også kun få tomme pladser tilbage. Hele muren blev jo dekoreret i 1990, men meget af malingen er skaldet af siden, så derfor inviterede man kunstnerne tilbage i anledning af murens fald for at male billederne på ny. Nogle nægtede at male de samme billeder, så derfor er nye kommet til og samtidig er det naturligvis ikke alle kunstnere, som har haft mulighed for at komme tilbage.

Efter en tur langs muren tog vi op til den imponerende Karl-Marx-Allee i det gamle Østberlin, hvor vi fortsatte gåturen. Vi tog videre til den tidligere grænseovergang Checkpoint Charlie og derefter til Holocaust Memorial ved Brandenburger Tor. Vi var efterhånden blevet noget sultne af alt det sightseeing, så det var tid til en curry wurst – det eneste bidrag til verdenskøkkenet fra Berlin. Dette foregik på julemarkedet ved Potsdamer Platz, og den levede bestemt op til forventningerne. Inden dagens sidste stop lagde vi turen forbi pladebutikken Da Capo, hvor Poul fik købt en del jazzvinyler. Vi sluttede dagen med et besøg på restauranten White Trash & Junkfood – perfekt afslutning på nogle perfekte dage her i Berlin.

Falckensteinstrasse

Falckensteinstrasse

East Side Gallery

East Side Gallery

East Side Gallery

East Side Gallery

East Side Gallery

East Side Gallery

East Side Gallery

East Side Gallery

Himlen over Berlin - malet af to danske kunstnere

Himlen over Berlin - malet af to danske kunstnere

Så spises der igen, denne gang vores ynglingskage - en amerikaner..

Så spises der igen, denne gang vores ynglingskage - en amerikaner..

Ostbahnhof

Ostbahnhof

Ostbahnhof

Ostbahnhof

Spillemand i toget

Spillemand i toget

Frankfurter Tor

Frankfurter Tor

Karl-Marx-Allee

Karl-Marx-Allee

Kosmos, et gammelt spillested/teater tilbage fra DDR-tiden

Kosmos, et gammelt spillested/teater tilbage fra DDR-tiden

Gendarmenmarkt

Gendarmenmarkt

Deutscher Dom på Gendarmenmarkt

Deutscher Dom på Gendarmenmarkt

Poul og Christian foran Deutscher Dom

Poul og Christian foran Deutscher Dom

Besøg i Fassbender & Rausch chokoladebutikken, hvor bl.a. Reichstag er udstillet i chokolade

Besøg i Fassbender & Rausch chokoladebutikken, hvor bl.a. Reichstag er udstillet i chokolade

Poul og Christian i gang med at læse plancher omkring murens fald ved Checkpoint Charlie

Poul og Christian i gang med at læse plancher omkring murens fald ved Checkpoint Charlie

Checkpoint Charlie

Checkpoint Charlie

Holocaust Memorial

Holocaust Memorial

Holocaust Memorial

Holocaust Memorial

Currywurst

Currywurst

Julemarked to Potsdamer Platz

Julemarked to Potsdamer Platz

Caféhygge

Caféhygge

Pladebutikken da capo

Pladebutikken Da Capo

Poul i gang med at kigge plader

Poul i gang med at kigge plader

Som far som søn

Som far så søn

White Trash & Junkfood

White Trash & Junkfood

White Trash & Junkfood

White Trash & Junkfood

White Trash & Junkfood

White Trash & Junkfood

posted by Diana in Berlin,Gastronomie,Historie,Markeder,Musik,Shopping,Sightseeing and have No Comments

5-årsdag i Berlin + Christians far på besøg

I dag er det så vores 5-årsdag. Det er godt nok utroligt som tiden flyver i godt selskab :-)! Den skulle selvfølgelig fejres på speciel vis med ægte Ostalgi, så vi blev enige om at leje en Trabi og tage på roadtrip rundt i Berlin. For dem som ikke lige er med, så er Trabi slangordet for bilmærket Trabant, som blev produceret i det tidligere DDR. Bilen opnåede kultstatus og verdensberømmelse, da Berlinmuren faldt i 1989 og for mange er den symbolet på det tidligere DDR. Efter murens fald kørte lange karavaner af Trabanter over den øst-vesttyske grænse, men i årene der fulgte blev langt størstedelen af Trabanterne skiftet ud i takt med at vestlige bilmærker blev tilgængelige for østtyskerne. Det er dog nu blevet populært blandt turister her i Berlin at leje en gammel Trabi og tage på opdagelse rundt i byen.

Det var bestemt også rigtig sjovt omend hamrende ukomfortabel. Bilen er udstyret med en lille tocylindret totaktsmotor, som man normalt finder i gamle 2-hjulede køretøjer, så den larmede rimeligt meget. Gearet sidder ved siden af rattet og tophastigheden er 80 km. i timen, selvom vi dog aldrig var så langt oppe. De første 80% af bremsen virkede ikke, så man skulle virkelig hamre igennem for at få bilen til at stoppe, men det var rigtig god motion for benene :-). Derudover er den jo utrolig lille i sig selv, så det var godt, at vi kun var to passagerer. På trods af larmen og det faktum, at der ingen varme var i bilen, var det dog en fantastisk tur, og man kunne virkelig fornemme historiens vingesus, da vi kørte gennem Østberlin i vores lille Trabi.

Efter vores roadtrip rundt i Berlin tog vi ud til busstationen og hentede Christians far, som skal tilbringe de næste fire dage hernede hos os – et besøg som vi havde set meget frem til. Aftensmaden skulle også være lidt særlig i anledning af vores 5-årsdag og Pouls ankomst til Berlin, så vi blev enige om at tage på den japanske restaurant Tokyo Haus. Vi havde fået den anbefalet og forstår bestemt hvorfor, det var en fantastisk madoplevelse. Restauranten var meget autentisk med japansk indretning og tjenere iført traditionelle japanske klædedragter. På restauranten bliver man placeret rundt om en kæmpe gril og kan så vælge mellem mange forskellige retter og menuer, som bliver tilberedt af meget talentfulde kokke nede ved bordet. Det var meget imponerende, der blev kastet rundt med salt og pebberbøsser, kød og grøntsager. Aldrig har det været så underholdende at se mad blive tilberedt og tilmed smagte det sublimt :-)!

Hygge med morgenmad og Ice Age 3

Hygge med morgenmad og Ice Age 3

Roadtrip i Berlin

Roadtrip i Berlin

Christian foran vores lille Trabi

Christian foran vores lille Trabi

Trabi

Trabi

Huse i Østberlin

Huse i Østberlin

Christian med sine mange drikkevarer

Christian med sine mange drikkevarer

Frokost

Frokost

De to chauffører

De to chauffører

Bydelen Pankow i Østberlin

Bydelen Pankow i Østberlin

Roadtrip

Roadtrip

Vores fine lille Trabi

Vores fine lille Trabi

Trabi

Trabi

Trabi

Trabi

Roadtrip

Roadtrip

På vej i toget

På vej i toget

Tokyo-Haus

Tokyo-Haus

Tokyo-Haus

Tokyo-Haus

Kokken i gang med at forberede maden ved bordet

Kokken i gang med at forberede maden ved bordet

Kokken i fuld gang

Kokken i fuld gang

Poul i gang med pindene..

Poul i gang med pindene..

Tokyo Haus

Tokyo Haus

Fiskebassin inde i restauranten

Fiskebassin inde i restauranten

Tokyo Haus

Tokyo Haus

posted by Diana in Berlin,Gastronomie,Historie,Sightseeing and have No Comments

Historisk oplevelse med U2 ved Brandenburger Tor

Dagen i dag tog pludselig en umådeligt interessant drejning hen på eftermiddagen, da vi med tilbageholdt åndedræt sad foran computeren og ventede på at eBay’s auktionsur talte ned til 0. Ligeså stor var vores glædesudbrud, da auktionen sluttede og sætningen ‘Congratulations! You have won the bid’ kom frem på skærmen. Objektet vi nu havde retten til var intet mindre end 2 stk. billetter til den nyligt annoncerede mini-koncert med U2 foran Brandenburger Tor i anledningen af MTV Europe Music Awards og 20-års jubilæet for Berlin og Tysklands genforening.

I forbindelse med annonceringen af koncerten prøvede vi forgæves at få fat i nogen af de blot 10.000 billetter, der blev gjort tilgængelige – vel at mærke gratis – men det lykkedes ikke, og vi slog derfor idéen ud af hovedet og slog os til tåls med blot at stå udenfor hegnet og høre musikken (at der var hegn – altså en mur – rundt om var iøvrigt lidt underligt og modstridende i forhold til formålet – hvilket også blev påpeget af bl.a. Politiken, læs artiklen her). Men her til morgen fik Diana den brilliante idé at vi jo lige kunne kigge på eBay og se om nogen solgte deres billetter videre – og ganske rigtigt. Vi fik hurtigt lokaliseret to sælgere, og gik ind i auktionerne bevæbnet med VISA-kort og stor entusiasme.

eBay er smart, men bestemt ikke et perfekt system. Der skete nemlig det, at efter vi havde vundet auktionen og hoppet op og ned, kom i den situation at sælgeren ikke var til at få fat i. Begejstringen blev derfor hurtigt afløst af mistro – en mistro, som ledsaget af tidspresset (kun 3 timer til koncerten startede) gjorde, at vi valgte at byde på den anden auktion også – og IGEN endte med at vinde den (!). Efter endnu en hoppetur, kom så endelig livstegn fra den første sælger – og kort efter også fra den anden – og resultatet var så grotesk nok at vi nu stod med hele 4 billetter på hånden! Vi satsede dog på at kunne sælge de to foran indgangen i ægte sortbørshaj-stil – og det lykkedes også :)

Ankommet til Brandenburger Tor begav vi os hurtigt ind i mængden og fik snart en god plads godt 50 meter fra scenen midtfor. Stemningen var fænomenal og efter godt en times ventetid gik de 4 irere på scenen til sandt jubelbrøl og spillede meget symbolsk allerførst nummeret ‘One Love’ mens imponerende visuals blev projekteret op på det ældgamle Brandenburger Tor-monument, som gennem hele den kolde krig og byens 28-årige adskillelse stod som epi-centrummet for kampen mellem det diktatoriske øst-regime og den frigjorte hedonistiske vestside. Det var så man fik kuldegysninger op ad armene af at opleve dette historiske øjeblik af forening og broderskabsfølelse – og tænke tilbage på hvordan det ville have været at stå lige præcis hér, på østsiden, for 20 år siden hvor muren blot havde få dage tilbage som nådesløs fængselsmur inden hundredetusinde østtyskerne sent om aftenen d. 9. november pressede så meget på grænseovergangene at vagterne så sig nødsaget til at åbne og for første gang i 28 år lod familier og venner genforenes på vestsiden. U2 har altid har et særligt forhold til Berlin. I de dage, hvor muren faldt, sad de fire musikere i et lydstudie i Vestberlin og indspillede det højt besungne album ‘Achtung Baby’, hvor bl.a. hittet One er på. Setting’en og bandet kunne derfor ikke være mere perfekt!

Koncerten fik iøvrigt yderligere drysset stjernedrys over sig, da gruppen spillede deres måske største nummer, Sunday Bloody Sunday, hvor scenen pludselig gav plads til den amerikanske rapper Jay-Z som gæsterappede til stor overraskelse og jubel for menneskemængden.

Vi sluttede denne aften med historisk vingesus af med at stoppe cyklerne ved Que Pasa, en hyggelig mexikansk restaurant ved Görlitzer Tor-stationen, og spise fajitas. Lækkert!

U2 billetter

U2 billetter

To spændte koncertgængere

To spændte koncertgængere

Himlen var badet i lys

Himlen var badet i lys

MTV klar til at filme

MTV klar til at filme

U2 foran Brandenburger Tor

U2 foran Brandenburger Tor

U2 foran Brandenburger Tor

U2 foran Brandenburger Tor

U2 i gang med sangen 'One'

U2 i gang med sangen 'One'

One Love

One Love

Lidt af vores video optaget til koncerten – U2 ‘One’

Masser af politiske budskaber

Masser af politiske budskaber

U2 koncert

U2 koncert

U2 foran Brandenburger Tor

U2 foran Brandenburger Tor

U2 foran Brandenburger Tor

U2 foran Brandenburger Tor

JayZ på scenen sammen med U2 under nummeret 'Sunday Bloody Sunday'

JayZ på scenen sammen med U2 under nummeret 'Sunday Bloody Sunday'

Lidt mere af vores video, her U2 med ‘Sunday Bloody Sunday’ – med JayZ på scenen

U2 foran Brandenburger Tor

U2 foran Brandenburger Tor

U2

U2

U2 ‘Beautiful day’ – and so it was :-)!

U2

U2

U2 i gang med sidste nummer

U2 i gang med sidste nummer

posted by Villum in Berlin,Gastronomie,Historie,Musik and have No Comments

Endnu en tur på Rote Harfe

Også tirsdag treatede vi os selv med restaurantbesøg – efter en dag tilbragt foran computerne, mens Sofie og Kristian tog på second hand shopping tur. Planen var at gå ned ad Oranienstrasse og se hvad vi fandt – og endte således med endnu et besøg på den fantastiske Rote Harfe café-restaurant. Deres gastronomiske kreationer fornægtede sig som sædvanligt ikke, og det blev en super hyggelig aften.

Rote Harfe

Rote Harfe

Rote Harfe

Rote Harfe

Rote Harfe

Rote Harfe

Kristian og Sofie i gang med en ordentlig tiramisu

Kristian og Sofie i gang med en ordentlig tiramisu

Christian var også utrolig glad for sin dessert

Christian var også utrolig glad for sin dessert

posted by admin in Berlin,Gastronomie and have No Comments

Yoyo veggie-burgers og alting på hovedet hos Madame Claude

Mandag aften stod den i selskab med vores “feriegæster” Sofie og Kristian på lækker mad i Friedrichshain, nærmere betegnet på den en ene af Berlins mest kendte vegetar-burger restauranter, Yoyo Foodworld. Vi havde aftalt at mødes med Kasper fra Berlin-pladeselskabet PonyRec, som udgiver Tone i Tyskland, og ydermere en fyr ved navn Pablo, som er booker på et Schweisisk spillested – og som var på besøg hos Kasper i nogle dage. Vi havde fået restauranten anbefalet af Peter fra 1000fryd, og man må sige anbefalingen var fortjent – for pokker, de serverer en god burger :)
Faktisk, havde Peter fortalt, er Yoyo en udbryder fra den anden meget kendte veggie-burger restaurant, Yellow Sunshine. Historien er vist at folkene bag Yellow blev uenige om driften, og så valgte en flok at smutte for at starte deres eget sted. Dejligt for Berlin, som nu har to lækre steder at dyrke vegetarburger-cuisine.

Efter maden gik vi tilbage over i Kreuzberg til et skørt lille spillested ved navn Madame Claude (som faktisk kun ligger et par hundrede meter fra vores lejlighed. Her foregik et par spændende koncerter, som var en del af deres Mandagskoncert-række ved navn eXperimontag. Denne aften var amerikanske Daniel Riggs (fra bandet emo/punk-bandet Lungfish) og ligeledes amerikanske Animal Hospital på programmet – og det vel at mærke til donationspris, hvilket er et udbredt fænomen i Berlin. Det betyder i praksis at man selv bestemmer hvad man vil lægge i døren for at komme ind – og at man kan gå gratis ind, hvis man synes. Godt for både studerende og filantroper! Vi lagde dét der oftest er gennemsnittet – nemlig en 5′er.

Selve Madame Claude fortjener nærmere introduktion. Der er tale om en hel lille labyrint, som ligger nede i en kælder. Stedet indeholder både café, mikro-spillested og bordtennis, men udmærker sig specielt ved at alle møblerne er sømmet fast på loftet (!). Således føler man at man går rundt på loftet – spøjst :-). Da vi kom ind fandt vi dog hurtigt ud af at spillestedets størrelse og musiknavnenes tiltrækningskraft ikke rigtigt passede sammen. Spillesteds-delen af Madame Claude (nede i en kælder af en small trappe) var stuvende fuldt – så vi måtte hurtigt opgive at se koncerterne, desværre. Istedet hang vi ud i en stemningsfyldte omvendte café/dagligstue – det var super hyggeligt.

Yoyo Foodworld

Yoyo Foodworld

Yoyo Foodworld

Yoyo Foodworld

Madame Claude

Madame Claude

posted by Villum in Berlin,Gastronomie,Musik and have No Comments

Rote Harfe, ‘Up’ og Scion/Tikiman på Berghain

Vi fik de fleste af sanserne stimuleret denne aften – både smagsløgene, øjnene og ørerne. Først og fremmest ved et besøg på Rote Harfe, en café/restaurant på Oranienstrasse i Kreuzberg, som Christian fandt under hans sidste besøg i Berlin (for AAU). Caféen viser sig også at være anbefalet af Lonely Planet-guiden, og den anbefaling kan vi bestemt tilslutte os – og i særdeleshed vegetar-retterne, raviolien og deres humus.

Efter restaurant-besøget gik turen videre til biffen i Sony Center, som vi jo har besøgt en del allerede. Her så vi en sen fremvisning af Pixars nyeste skud på film-stammen, ‘Up’, og fik et godt grin. De holder standarden! :)

Lidt over midnat tog vi videre ud i natten til Berlins måske mest hypede elektroniske venue gennem de sidste par år, Berghain, som er en gammel fabriksbygning som nu huser koncerter og dj-performances indenfor de elektroniske genrer – med fokus på minimal techno. Denne aften var nøje udvalgt af os (og vi skulle kun stå i kø udenfor klubben i tre kvarter for at komme ind!), idet den bød på optræden med et musikalsk par, som har haft enorm betydning ikke bare for Berlins techno-scene, men også dubmusikken som genre; nemlig Scion fra Berliner-kollektivet Basic Channel (pladeselskab og producere som iøvrigt har til huse i Hard Wax pladebutikken tidligere omtalt heri) i selskab med den jamaikanske sanger og toaster Tikiman, også kendt som Paul St. Hilaire. Dette makkerpar har stået bag en hel serie af plader gennem det sidste årti, bl.a. Rhyhtm & Sound serien, som har været med til at grundlægge og forme den særlige dubtechno-musikgenre, som kendetegnes ved tilføjelse af en massiv og langsom elektronisk basbund oveni dubmusikkens melankolske æstetik, ekkoklange og svævende zionistiske vokaler.

Af alle steder er Berghain nok det bedste at opleve denne bas-baserede soniske energiudladning, idét de er blandt de få klubber i Europa, som har installeret det sagnomspundne Function One lydanlæg – et uforligneligt anlæg som koster mange hundrede tusinde kroner og kan betegnes som lydanlæggenes kampvogn. Lyden kan næsten ikke beskrives – den var sublim! Jernhøj og fuldstændig ren – således at man både kan føre en almindelig samtale med hinanden, men samtidig er fuldstændig omgivet af lydinfernoet og kan mærke basfrekvenserne vibrere i hele kroppen, når man står i salen mellem de fire højttaler-bjerge. Vi har aldrig prøvet noget lignende.

Rote Harfe

Rote Harfe

Rote Harfe

Rote Harfe

Champignon vegetarret

Champignon vegetarret

Berghain

Berghain

Flyer med aftenens program

Flyer med aftenens program

Berghain

Berghain

Berghain

Berghain

Function One højtaleranlægget

Function One højtaleranlægget

Berghain

Berghain

Tikiman

Tikiman

posted by Villum in Berlin,Film,Gastronomie,Musik and have No Comments