A day in the life of…

Diana & Christian i Berlin

Christians fødselsdag – med ultraheld, 3d og mega-is-orgie

Med årets skifte var det også vanen tro blevet tid til Christians fødselsdag, som altid ligger i slipstrømmen af højtiden. Diana listede tidligt op og forberedte et sandt festmåltid af et morgenbord med bruscetta-brød, rösti-kartofler, mozarella-pølsebrød, parmaskinke-dadler og frugtsalat (!) – så der blev spist til den store guldmedalje. Som prik over i’et så vi den gamle danske agent-film Slå Først Frede med Morten Grundvald, som Christian havde fundet på nettet.

Efter maden gik dagens hemmelige program igang. Vi hoppede på toget op mod det nordlige centrum af Berlin – i hast, da dagens første programpunkt var kl. 12.30, og vi var som vanligt for sent på den. Men det skulle lige kunne nåes, hvis alting gik glat med gode skift mellem togene. Vi kørte vores sædvanlige trick med dels at købe ‘kurzstrecke’ (kort-strækning) og dels “glemme” at stemple. En listig måde at spare lidt på transportudgifterne i Berlin’s paradoksalt dyre u-bahn system. Helt konkret går det ud på at bruge samme billet ud og hjem, og hvis man så er uheldig at blive taget, så agere sproghæmmet dansk überturist – så man blot ryger af på næste station for at købe korrekt billet og huske at stemple.
Helt vanlig procedure, også denne dag. Sidste strækning på denne tur var U6, som kører op imod Wedding. Vi får et godt skift (dvs. minimal ventetid), og render samtidig på Bjørn, én af Christians bekendte. I toget sker så dét der ikke må ske, når man har travlt: Kontrollør! Dette var dels en pinlig situation når man nu tilfældigvis var rendt på én hernede som man kender, men ikke kender vildt godt, og dels var det skæbnesvangert for tidsplanen, idet vi nu kunne se at vi først ville ankomme til den hemmelige destination omkring kl. 12.45. Men vi skyndte os og håbede på det bedste.
Da vi ankommer til det der viser sig at være intet mindre en Berliner Underwelten – Berlin’s underverden – skynder vi os ind på billetkontoret, og kan ånde lettet op, idet vi godt kan nå at komme med på den fastlagte rundtvisning, som er dagens sidste på engelsk. Dette dog ikke uden svineheld: Det viser sig at vi får de sidste to billetter! Og dem i køen efter os må vende slukøret om og tage hjem igen. Pyha.

Berliner Underwelten har forskellige ture, som foregår på forskellige ruter. Den vi skulle på handlede om byens atomangrebs-beskyttelsessystemer, og vi blev af guiden Nick ført ned i en trappeskakt, dybt ned i jorden i et gammelt anlæg, som før 2. verdenskrig blev bygget som en del af u-bahn-nettet, men aldrig taget i brug. Da krigen kom tog nazisterne anlægget i brug til krigsformål, og efterfølgende fik det status af beskyttelsesrum i tilfælde af atomangreb på Berlin. Her blev interiøret bygget om (bl.a. med indrettelse af s-formede gange, som skulle afbøde lufttryk fra sprængninger). Nogle år senere, da man nåede starten af 60’erne, skulle disse tunnelsystemer dog få en helt anden rolle – idét de lå tværs igennem øst- og vestsektoren, og således udgjorde flugtveje under muren. Dette betød at hele den underjordiske by skulle sikres, og således blev utallige gange, tunneller, vandveje, servicerum osv. blev nu afspærret, muret til eller sågar bevogtet, 24 timer i døgnet, under hele den kolde krig frem til 1989: Sagen var nemlig den, at nogen af fungerende u-bahn tunneller, hvor der hele tiden kørte tog – og som hørte til vesten – rent faktisk kørte ind under østberlin, altså på den anden side af muren. De stationer som de kørte igennem på østsiden blev nu muret til, men ikke desto mindre var der jo kæmpestore perron-anlæg, trapper, billetluger osv. som nu stod tomme og potentielt kunne bruges til flugtforsøg, hvis man kunne hoppe på vest-togene som kørte forbi. Det var hér man posterede vagtposter, som fra nyindrettede kontrolposter med lemme ind på de tilmurede undergrundstationer kunne holde øje med hver og ét tog som kørte igennem de kulsorte og forladte stationer – som fik tilnavnet Ghost Trains. Dette var fordi at U-bahnselskabet på vestsiden af østberlin-styret havde fået besked på at hvis de fortsat ville bruge disse tunneller, så skulle togene slukke lysene og sætte farten op når de kørte gennem spøgelsesstationerne. Så sad østvagterne og holdt øje gennem lugerne. Tilmed blev det gennem lugerne tjekket med projektører at der ikke var fodmærker i det støvlag som gennem årene lagde sig på spøgelsesstationerne: Dette ville jo afsløre om nogen hemmelige afhoppere havde boret sig ind og pønsede på flugtforsøg ad den vej.
Efter gennemgang af det store bunkeranlæg gik turen videre til et andet anlæg, som havde en helt anden karakter – nemlig den fungerende u-bahn station Pankstrasse, som på overfladen ligner enhver anden undergrundsstation her i byen. Den er dog helt speciel, idet den på få timer kan laves om til en atombunker som kan huse op til 3.400 mennesker. I praksis sker dette ved at man kører to tog ind i stationen, lukker nogle kæmpestore skjolddøre ud til tunnellerne, og tilsvarende i trappeskakterne oppe fra jordoverfladen. I nogle ikke-synlige gangsystemer, som er bygget ind i væggene findes på rensesluser, således at man kan lukke mennesker ind efter at skjolddørene er forsejlede. Inde i stationen bag panelerne i hallen, hvor man normalt køber billetter ligger indbygget et fuldt operationelt hospital, som vi blev vist rundt i – og yderligere fortalte de om luftpumperne, som kører på diesel og kan køre i op til 14 dage. Normalt bliver dieselolie dårligt, hvis det får lov til at stå urørt i længere perioder, så der bliver rørt i det hver uge og denne station/atombunker – ligeså vel som de andre, der er en 10-12 stykker, som tilsammen kan huse blot 26.000 mennesker – bliver således vedligeholdt den dag idag. En udgift for fattige Berlin på 20 millioner Euro om året. Ret grotesk, må man sige. Tænk hvor mange sociale, transport og helbredsmæssige forbedrninger man kunne lave for disse penge? Samtidig fortalte guiden, at man faktisk kunne tømme Berlin for mennesker på blot 5-6 timer via det offentlige transportsystem (tog- og buslinier), hvis alle blot ville lade personbilen stå. Enormt spændende emne, synes vi begge.
Alt i alt var besøget i underverdenen fantastisk spændende, og gav et fantastisk indblik i en verden som man ikke anede eksisterede. Af andre ture i Berliner Underwelten kan særligt nævnes én der handler om nazisternes aktiviter under jorden – dem var der vist en del af, ser det ud til. Den tur står ihvertfald på vores to-do liste!

Efter den underjordiske ekskursion gik turen videre til Bernauer-strasse, som ligger lige i nærheden. Her ligger Berliner Mauer Dokumentasionszentrum, som er det officielle museum for muren, og samtidig det eneste tilbageværende sted i Berlin, hvor en lille strækning på nogle få hundrede meter har ladt både inder- og ydermuren af Berlinmuren stå. Sagen er nemlig den at muren bestod af to mure, og i mellemrummet mellem disse – den såkaldte deadzone – stod alle vagttårnene, pigtråden, hundene, voldgravene og minerne. Dette kan man så ovenfra via et udsigtstårn, som dog desværre lukket idag pga. al sneen. Men vi fik set en masse indenfor på museet, bl.a. en film optaget fra en helikopter, som fløj hele vejen henover den forladte mur, som den stod i al sin skrækindjagende vælde nogle måneder efter murens fald – i foråret 1990. Rigtigt spændende.

Som sidste del af dagens program stod på lækkert mad. Dette foregik på en ekstremt hyggelig tapas-restaurant i Mitte, lige ved siden af Alexanderplatz. Navnet var Atame og ligger i Dircksenstrasse, og den ryger klart på vores anbefalingsliste. Virkelig lækker tapas-menu i både den kolde og varme ende.

Efter maden gik turen videre til Sony Center på Potsdamer Platz, hvor storfilmen Avatar kunne ses i OV – original verfassung, altså originalsprog – og det tilmed i 3D. Og her skulle vi opleve dagens andet tilfælde af svineheld: Vi havde nemlig ikke været hurtige nok til at bestille billetter, så de eneste der var ledige til denne særdeles populære film var på 5 række – altså næsten helt nede foran lærredet. Og som ekstra torn i øjet var der i bookingcharten – altså oversigten over salen på hjemmesiden, hvor vi hjemmefra bookede og kunne vælge sæder – fire sæder i midten, på 4-bagerste række, som man simpelthen ikke kunne vælge via systemet – selvom de stod som ledige. Vi prøvede endda at ringe ind til kundeservice for at høre om ikke man kunne få lov at booke to af disse fire pladser, nu hvor der ikke var andet end dårlige pladser tilbage. Manden i røret kunne dog ikke hjælpe og havde iøvrigt ikke nogen forklaring på hvorfor sæderne stod frie og ikke kunne bookes – sådan var det bare, sagde han. Ikke desto mindre valgte vi at booke billetterne på 5. række, da vi havde glædet os så meget til at se filmen at det ville være for stort et antiklimaks at droppe det.
Da vi kommer frem til biografen og kommer ind i salen sidder der så nogen på vores pladser. Vi prikker dem på skulderen, idet vi tænkte, at de jo sikkert var folk fra 1.-2. række som blot havde set sit snit til at få lidt bedre pladser. Til vores overraskelse fremviser de dog billetter, som viser nøjagtige samme pladser som vores – så der er altså tale om en dobbeltbooking! Sådan burde ikke kunne ske, men eftersom vi havde booket vores via hjemmesiden og disse folk sikkert havde købt i billetlugen, kunne man jo udlede at vi begge hold havde lige meget ret til pladserne. Så vi gik ud i billetlugen og beklagede vores nød. Dette førte til nogle forskellige opkald via personalet walkies, og pludselig blev vi hentet af en anden ansat, som førte os ind i salen – og henviste os til to af de famøse ikke-booking-bare fire pladser i midten af 4-sidste række. Perfekte pladser i den kæmpe sal – som jo åbenbart blev holdt frie til at løse dobbeltbooking-problemstillinger. Hvor heldig kan man være? Så vi nød filmen på bedst mulige vis.

Da vi kom hjem var det tid til dagens allersidste begivenhed. Sagen er nemlig den at Christian igennem hele hans 31-årige liv altid har haft en drøm om at få lov – uden løftede pegefingre fra nogen – at få lov til at spise al den is han overhovedet kunne proppe i sig. Gennem hele barndommen har der altid været en voksen som har begrænset indtaget til én – eller i sjældne tilfælde måske to – portioner, og senere hen blev denne voksne person afløst af en intern dårlig samvittighed, som automatisk lagde låg på ispakken efter en altid alt for lille portion. Så idag skulle det være og Diana havde således købt to kæmpestore bøtter Carte D’Or vanilie-is med nougat!
Tidligere på dagen havde Christian med lethed konsumeret en halv bøtte, men tidspresset tidligere satte en stopper for indtaget, og først nu – over midnat – kunne orgiet fortsætte. Desværre var Christian så mæt efter dagens program, at han ikke kunne spise mere end en kvart bøtte, og således stod 1,25 bøtte is urørt da fødselsdagen var forbi. Meget skuffende, men samtidig ganske misvisende – idet Christian, under de rette forhold, bestemt kunne have klaret meget mere. Så nu er denne luksusdrøm overført til næste fødselsdag. Det glæder han sig til!

posted by Villum in Berlin,Film,Gastronomie,Sightseeing and have No Comments

Place your comment

Please fill your data and comment below.
Name
Email
Website
Your comment