Ja, overskriften lyder som et nyt indie-electro-band, men faktisk er det navnene på to af de steder i Berlin som vi i lang tid har haft på listen over noget vi skulle nå at besøge undervejs på vores ophold – og langt om længe lykkedes det.

Rammen omkring det hele var, at vi skulle mødes med en fyr der hedder Rasmus, som Christian var kommet i kontakt med gennem en fælles ven. Rasmus er én af de utallige danskere som er flyttet herned, så det var jo en oplagt mulighed at mødes i hyggeligt lag til lidt mad og nogle bajere.
Således startede vi på The Bird i Prenzlauerberg, som er lidt af en institution i Berlin. Det er en berømt burger-restaurant, drevet af et par herboende New Yorkere, og man kan bl.a. læse på hjemmesiden at de bliver sure hvis man spiser deres burgere med bestik. Så vi tog dem i grease-ned-ad-armen facon. Og som om det ikke var nok, så var Rasmus og Christian for nysgerrige til ikke at prøve at bestille ‘Vodka burger’ – og fik således en burger med et vodka-shot på siden. Jerngodt koncept.
Tilmed har ejerne den sødeste hund, som trasker rundt i restauranten – så den delte vi noget af vores burgere med.

Godt mætte gik videre i Prenzlauerberg, til et andet sted vi havde hørt godt om – fra bla. en tidligere i Berlin-bosat dansker der hedder Kasper, som Christian kender igennem hans pladeselskab. Stedet hedder Dr. Pong, og er i sin simpelthed en bordtennis bar. Tidligere, da vi boede i New York i en periode, var vi på Fat Cat i Greenwich Village (som er en kæmpestor bordtennis/jazz klub) – så det var dét billede vi ubevist forventede at se, da vi trådte ind på Dr. Pong. Men vi blev noget overraskede, da Berlin-udgaven er helt anderledes. Her var kun ét bordtennis-bord, hvor alle spillede på – der var nemlig ikke plads til mere i det relativt lille lokale, som dog krogede sig lidt ind bag ved – men ellers var der dømt berliner-bar med plastikposer i vinduerne og 70′er møbler. Super minimalt, shabby og rigtigt hyggeligt. Så ikke sidste gang vi er kommet dér.

Alt i alt en rigtig hyggelig aften i godt selskab!

Så var den store festdag opranden, og allerede fra morgenstunden gik forberedelserne igang. Dels skulle stuen tømmes for møbler, så de leverede borde og bænke kunne få plads – vi skulle jo bespise 18 gæster – og dels skulle der pyntes lidt og hentes mad. Heldigvis var alle vores boende gæster helt med på at løfte i flok, så det gled let. Maden blev leveret af én af vores yndlingsmadsteder, Rote Harfe i Oranienstrasse, og det viste sig at smage lækkert.

Dronningen nytårstale blev kigget via net-tv, og ellers kunne festen gå igang. Sneen føg udenfor, så den indrettede smoker’s lounge (balkonen) var en kold fornøjelse!

Foruden de 18 tilrejsende danskere havde vi også inviteret en lang række af vores venner og bekendte i Berlin – samt andre venner fra Aalborg, som tilfældigvis også var i Berlin henover nytåret. Langsomt sivede der flere og flere ind, og på et tidspunkt rundede vi nemt de 40 mennesker i den lille lejlighed – det var virkelig hyggeligt. Tilmed var det en særdeles international forsamling, der talte både tyskere, danskere, englændere, irere, amerikanere og sågar en brasilianer – så der kunne høres mange forskellige sprog rundt i de forskellige hjørner!

Ved midnat var det så blevet tid for Berlin at skyde året ind – og vi skal da godt nok love for at ragnarok brød løs! Kanonslagsbragene fra gaden smeltede til noget der mindede om tordenvejr, og farveinfernoet var som om at byen pludselig var lyst op af solen – men vel at mærke en regnbuefarvet sol. Mange af gæsterne  valgte at ned på Oberbaum Brücke, hvor man jo har udsigt over byen, men eftersom vi valgte at blive i lejligheden og bruge balkonen (hvilket i sig selv var fantastisk flot – at se hele gaden og dele af Schlesisches Tor lidt fra oven), måtte vi nøjes med vidnesbyrd fra broen – som lød på at det ganske enkelt var galskab der herskede. Himmel og gadeplan stod i fyrværkeri-flammer i godt en time. Ufattelige mængder fyrværkeri blev skudt af og fik Rådhuspladsen i Kbh og Vesterbro i Aalborg til at ligne børnehaver og børn med knaldperler.

Ud på de små timer gik turen så videre til aftenens sidste del, nemlig New Years Odyssey på den legendariske klub Tresor, som nu om dage ligger i en gammel fabrik på Köpenickerstrasse (tidligere lå det i Mitte i en gammel underjordisk bankboks). Her havde godt 3.000 mennesker valgt at feste til tonerne af én af verdens allerstørste dj’s gennem tiderne, Blake Baxter fra Detroit, samt Berlin’s egne Alexander Kowalski og Dirt Crew (aka. James Flavour). Det behøver vel ikke understreges at der var sindsygt tryk på derinde Vi holdt indtil omkring 7-tiden, hvor vi trillede hjem i en taxa – hvor vi var heldige at få plads i en vogn med et tysk par, og en velvillig taxachauffør, som lod os sidde ovenpå hinanden.

Alt i alt en fantastisk hyggelig og sjov aften, som vil gå vel over i historien af nytårsfester gennem tiden.

Denne uge har Christian Skjødt, én af Christians venner og kollegaer i Labelkollektiv, været i Berlin for at spille tre koncerter med en til lejligheden sammensat impro-jazz kvartet, som foruden Skjødt talte en nordmand, en amerikaner og en tysker. Koncerterne med disse var vi inviteret til, men i kraft af, at Diana tog hjem onsdag, endte det med kun at blive Christian, som tog afsted til én af koncerterne – den sidste i rækken – som foregik på et sted ved navn Miss Hecker.
.
Miss Hecker er det man i slang kalder et ‘under undergrunden’ spillested, hvilket betyder at det ikke blot blot er et undergrundssted, men at det ligger under undergrunden. Undergrund er per definition kun undergrund indtil den brede mainstream interesse falder derpå – så bliver det overgrund, altså mainstream – og det er den mekanisme man undgår ved at være under undergrund, dvs. at man laver tiltag som har til formål at afskære det brede publikum fra at kunne finde frem til én.

I spillestedet Miss Hecker’s tilfælde udmønter det sig i, at de folk der optræder der, inkl. Christian, får instruktioner i at man ikke må give adressen videre via andet end personlige invitationer (dvs. ingen website-annonceringer eller massemails), så stedet så vidt muligt holder sig helt nede under radaren på mainstream publikummet. Selve spillestedet er også ganske unikt; der er nemlig blot tale om en herskabslejlighed på tredie sal, beliggende midt i et finans- og shoppingkvarter, og man skal således kende husnummeret, finde opgangen og ringe på hos ‘Miss Hecker’ på dørtelefonen for at komme ind. Vel at mærke kun når der er programsatte koncerter – ellers bliver man ikke lukket ind uden aftale. Derudover er der kun plads til ca. publikummer. Dét er fedt.

Miss Hecker

Miss Hecker

Vi startede dagen på marked på Boxhagener Platz, hvor vi egentlig var på udkig efter cykler, men hurtigt fandt ud af, at lørdagsmarkedet åbenbart er et madmarked. Vi ‘nøjedes’ derfor med en lille Thuringer wurst i stedet – uhmm. Der var fantastisk vejr denne lørdag, så vi satte os nede ved floden Spree og nød lidt koldt at drikke bagefter.

Boxhagener Markt

Boxhagener Markt

Thüringer wurst

Friedrichshain

Afslapning ved Spree

Spree ved East Side Gallary

Eastern Comfort flydende hostel

Floden Spree

I disse uger er der den årlige Internationales Literaturfestival her i Berlin, hvor hundredvis af forfattere og kunstnere kommer til byen og deltager i oplæsninger, paneldiskussioner, optrædener, networking og meget andet. På programmet var der især to ting som fangede vores opmærksomhed; dels en appearance af den kvindelige indiske forfatter Arundhati Roy, som vi begge to er store fans af (desværre fandt vi først ud af hendes deltagelse dagen efter at hun havde været der, æv) og derudover et stort slam poetry arrangement med en masse poeter fra hele verden.
Slam poetry er et fænomen som opstod i 90′erne i New York, hvor unge begyndt at dyste med hinanden med digte og vers, præcis som det kendes i hiphop-kulturens ‘battles’. I Slam poetry foregår det dog uden beats og dj’s, og våbnene er flere end blot ord der rimer. Således dyster slam poets ikke med verbale lussingerim mod hinanden, men derimod henvendt til publikum som skal vælge hvilken poet, der har mest på hjerte og bedst teknik. Glem alt om gammeldags kærlighedsversefødder – dette her er eksplosivt show og word skills med ligeså mange stilarter som der findes ord.

Dette arrangement måtte vi naturligvis opleve, og havde en fantastisk aften i en fyldt Festsaal Kreuzberg, der var fyldt til bristepunktet. Arrangementet havde en yderligere tvist end tilsvarende i New York og USA, idet deltagerne jo var internationale – og mange ‘slammede’ (det hedder det) på deres eget sprog. Dette stiller store krav til deltagerne, idet de skal fange et publikum, som ikke forstår hvad de siger. Dette kom til udtryk på mange måneder – nogen slammede udelukkende på engelsk, nogen blandede deres modersmål med engelsk og enkelte havde teleprompter på bagvæggen med engelsk oversættelse – mens endnu enkelte simpelthen kørte deres show udelukkende på eget sprog, og så viste hvor store kunstnere de var, ved at vække vores begejstring udelukkende med deres fantastiske leg med tonefald, volume, kropssprog, ansigtsmimik og karisma.

Josep Pedrals fra Spanien

Nicolette Kretz fra Tjekkiet

Stefano Raspini fra Italien

Aftenen afsluttedes med en performance af én af slam poetry’s allerstørste mestre – og iøvrigt én af kunstens grundlæggere – nemlig Gary Glazner fra New Yorks legendariske Bowery Poetry Club i East Village (som vi iøvrigt besøgte flere gange under vores tid i New York). Han viste på ypperlig manér hvad showmanship er – i en fantastisk optræden med ord, musik og stof til eftertanke.

En af grundlæggerne bag poetry slam, Gary Glasner, fra Bowery Poetry Club i NY