A day in the life of…

Diana & Christian i Berlin

Vand-mine i Falchensteinstrasse

Der er blevet lidt stille her på bloggen i forhold til tidligere, og det skyldes såmænd ikke at vi er blevet mindre udadvendte, men derimod at specialeskrivningen snerper til – og det meste af januar har vi således været mere eller mindre ufrivilligt buret inde foran computerne fra tidlig morgen til sen aften for at nå det inden vores deadline d. 26. februar.

Det betyder dog ikke at livet er fuldstændig begivenhedsløst – tværtimod. Der kommer nemt action snigende ind i lejligheden helt automatisk, som for eksempel igår hvor vi pludselig fandt ud af at der ikke var vand i hanerne. Hverken hos os eller hos over- eller underboerne. Dette skyldes, fortalte vores nabo, at der findes et håndtag i kælderen, som skal åbnes op når der har været aflæsere i bygningen (hvilket der var igår) – men hele opgangen var lidt i tvivl om hvem der egentlig havde nøglen til det rum i kælderen hvor håndtaget sidder.

I sådan en situation finder man ud af, hvor afhængig man egentlig er af vand. Både i køkken og på badeværelse – og ydermere fandt vi ud af, at man faktisk bliver sindsygt tørstig ved blot at vide, at vandet er begrænset (heldigvis har vi altid 2 liter på køl i køleskabet, men de kan jo også kun strækkes til et vist punkt – og kan jo slet ikke dække hverken opvask, udskyl eller bad).

Men nu er mennesket jo ikke helt idé-forladt, så vi fandt hurtigt ud af at vi faktisk sad på en veritabel vand-mine – i form af vores altan, som efter flere ugers snefald efterhånden var godt fyldt op med sne. Så vi fattede snehakke (et underligt køkkenværktøj vi fandt i en skuffe) og opsamlingsbaljer (store gryder, salatskåle, guldspande) og gik igang med hakke-smelte-opbevare proceduren, så vi altid kunne klare de fleste ting (dog minus bad og opvask).

Efter 1,5 vandløs dag og et indhug på ca. en trediedel af “minen” kom vandet igen. Så vi må gå ud fra at nogen fandt nøglen :)

posted by Villum in Berlin and have No Comments

The Bird og Dr. Ping

Ja, overskriften lyder som et nyt indie-electro-band, men faktisk er det navnene på to af de steder i Berlin som vi i lang tid har haft på listen over noget vi skulle nå at besøge undervejs på vores ophold – og langt om længe lykkedes det.

Rammen omkring det hele var, at vi skulle mødes med en fyr der hedder Rasmus, som Christian var kommet i kontakt med gennem en fælles ven. Rasmus er én af de utallige danskere som er flyttet herned, så det var jo en oplagt mulighed at mødes i hyggeligt lag til lidt mad og nogle bajere.
Således startede vi på The Bird i Prenzlauerberg, som er lidt af en institution i Berlin. Det er en berømt burger-restaurant, drevet af et par herboende New Yorkere, og man kan bl.a. læse på hjemmesiden at de bliver sure hvis man spiser deres burgere med bestik. Så vi tog dem i grease-ned-ad-armen facon. Og som om det ikke var nok, så var Rasmus og Christian for nysgerrige til ikke at prøve at bestille ‘Vodka burger’ – og fik således en burger med et vodka-shot på siden. Jerngodt koncept.
Tilmed har ejerne den sødeste hund, som trasker rundt i restauranten – så den delte vi noget af vores burgere med.

Godt mætte gik videre i Prenzlauerberg, til et andet sted vi havde hørt godt om – fra bla. en tidligere i Berlin-bosat dansker der hedder Kasper, som Christian kender igennem hans pladeselskab. Stedet hedder Dr. Pong, og er i sin simpelthed en bordtennis bar. Tidligere, da vi boede i New York i en periode, var vi på Fat Cat i Greenwich Village (som er en kæmpestor bordtennis/jazz klub) – så det var dét billede vi ubevist forventede at se, da vi trådte ind på Dr. Pong. Men vi blev noget overraskede, da Berlin-udgaven er helt anderledes. Her var kun ét bordtennis-bord, hvor alle spillede på – der var nemlig ikke plads til mere i det relativt lille lokale, som dog krogede sig lidt ind bag ved – men ellers var der dømt berliner-bar med plastikposer i vinduerne og 70′er møbler. Super minimalt, shabby og rigtigt hyggeligt. Så ikke sidste gang vi er kommet dér.

Alt i alt en rigtig hyggelig aften i godt selskab!

posted by admin in Berlin,Gastronomie,Subkultur and have No Comments

Christians fødselsdag – med ultraheld, 3d og mega-is-orgie

Med årets skifte var det også vanen tro blevet tid til Christians fødselsdag, som altid ligger i slipstrømmen af højtiden. Diana listede tidligt op og forberedte et sandt festmåltid af et morgenbord med bruscetta-brød, rösti-kartofler, mozarella-pølsebrød, parmaskinke-dadler og frugtsalat (!) – så der blev spist til den store guldmedalje. Som prik over i’et så vi den gamle danske agent-film Slå Først Frede med Morten Grundvald, som Christian havde fundet på nettet.

Efter maden gik dagens hemmelige program igang. Vi hoppede på toget op mod det nordlige centrum af Berlin – i hast, da dagens første programpunkt var kl. 12.30, og vi var som vanligt for sent på den. Men det skulle lige kunne nåes, hvis alting gik glat med gode skift mellem togene. Vi kørte vores sædvanlige trick med dels at købe ‘kurzstrecke’ (kort-strækning) og dels “glemme” at stemple. En listig måde at spare lidt på transportudgifterne i Berlin’s paradoksalt dyre u-bahn system. Helt konkret går det ud på at bruge samme billet ud og hjem, og hvis man så er uheldig at blive taget, så agere sproghæmmet dansk überturist – så man blot ryger af på næste station for at købe korrekt billet og huske at stemple.
Helt vanlig procedure, også denne dag. Sidste strækning på denne tur var U6, som kører op imod Wedding. Vi får et godt skift (dvs. minimal ventetid), og render samtidig på Bjørn, én af Christians bekendte. I toget sker så dét der ikke må ske, når man har travlt: Kontrollør! Dette var dels en pinlig situation når man nu tilfældigvis var rendt på én hernede som man kender, men ikke kender vildt godt, og dels var det skæbnesvangert for tidsplanen, idet vi nu kunne se at vi først ville ankomme til den hemmelige destination omkring kl. 12.45. Men vi skyndte os og håbede på det bedste.
Da vi ankommer til det der viser sig at være intet mindre en Berliner Underwelten – Berlin’s underverden – skynder vi os ind på billetkontoret, og kan ånde lettet op, idet vi godt kan nå at komme med på den fastlagte rundtvisning, som er dagens sidste på engelsk. Dette dog ikke uden svineheld: Det viser sig at vi får de sidste to billetter! Og dem i køen efter os må vende slukøret om og tage hjem igen. Pyha.

Berliner Underwelten har forskellige ture, som foregår på forskellige ruter. Den vi skulle på handlede om byens atomangrebs-beskyttelsessystemer, og vi blev af guiden Nick ført ned i en trappeskakt, dybt ned i jorden i et gammelt anlæg, som før 2. verdenskrig blev bygget som en del af u-bahn-nettet, men aldrig taget i brug. Da krigen kom tog nazisterne anlægget i brug til krigsformål, og efterfølgende fik det status af beskyttelsesrum i tilfælde af atomangreb på Berlin. Her blev interiøret bygget om (bl.a. med indrettelse af s-formede gange, som skulle afbøde lufttryk fra sprængninger). Nogle år senere, da man nåede starten af 60′erne, skulle disse tunnelsystemer dog få en helt anden rolle – idét de lå tværs igennem øst- og vestsektoren, og således udgjorde flugtveje under muren. Dette betød at hele den underjordiske by skulle sikres, og således blev utallige gange, tunneller, vandveje, servicerum osv. blev nu afspærret, muret til eller sågar bevogtet, 24 timer i døgnet, under hele den kolde krig frem til 1989: Sagen var nemlig den, at nogen af fungerende u-bahn tunneller, hvor der hele tiden kørte tog – og som hørte til vesten – rent faktisk kørte ind under østberlin, altså på den anden side af muren. De stationer som de kørte igennem på østsiden blev nu muret til, men ikke desto mindre var der jo kæmpestore perron-anlæg, trapper, billetluger osv. som nu stod tomme og potentielt kunne bruges til flugtforsøg, hvis man kunne hoppe på vest-togene som kørte forbi. Det var hér man posterede vagtposter, som fra nyindrettede kontrolposter med lemme ind på de tilmurede undergrundstationer kunne holde øje med hver og ét tog som kørte igennem de kulsorte og forladte stationer – som fik tilnavnet Ghost Trains. Dette var fordi at U-bahnselskabet på vestsiden af østberlin-styret havde fået besked på at hvis de fortsat ville bruge disse tunneller, så skulle togene slukke lysene og sætte farten op når de kørte gennem spøgelsesstationerne. Så sad østvagterne og holdt øje gennem lugerne. Tilmed blev det gennem lugerne tjekket med projektører at der ikke var fodmærker i det støvlag som gennem årene lagde sig på spøgelsesstationerne: Dette ville jo afsløre om nogen hemmelige afhoppere havde boret sig ind og pønsede på flugtforsøg ad den vej.
Efter gennemgang af det store bunkeranlæg gik turen videre til et andet anlæg, som havde en helt anden karakter – nemlig den fungerende u-bahn station Pankstrasse, som på overfladen ligner enhver anden undergrundsstation her i byen. Den er dog helt speciel, idet den på få timer kan laves om til en atombunker som kan huse op til 3.400 mennesker. I praksis sker dette ved at man kører to tog ind i stationen, lukker nogle kæmpestore skjolddøre ud til tunnellerne, og tilsvarende i trappeskakterne oppe fra jordoverfladen. I nogle ikke-synlige gangsystemer, som er bygget ind i væggene findes på rensesluser, således at man kan lukke mennesker ind efter at skjolddørene er forsejlede. Inde i stationen bag panelerne i hallen, hvor man normalt køber billetter ligger indbygget et fuldt operationelt hospital, som vi blev vist rundt i – og yderligere fortalte de om luftpumperne, som kører på diesel og kan køre i op til 14 dage. Normalt bliver dieselolie dårligt, hvis det får lov til at stå urørt i længere perioder, så der bliver rørt i det hver uge og denne station/atombunker – ligeså vel som de andre, der er en 10-12 stykker, som tilsammen kan huse blot 26.000 mennesker – bliver således vedligeholdt den dag idag. En udgift for fattige Berlin på 20 millioner Euro om året. Ret grotesk, må man sige. Tænk hvor mange sociale, transport og helbredsmæssige forbedrninger man kunne lave for disse penge? Samtidig fortalte guiden, at man faktisk kunne tømme Berlin for mennesker på blot 5-6 timer via det offentlige transportsystem (tog- og buslinier), hvis alle blot ville lade personbilen stå. Enormt spændende emne, synes vi begge.
Alt i alt var besøget i underverdenen fantastisk spændende, og gav et fantastisk indblik i en verden som man ikke anede eksisterede. Af andre ture i Berliner Underwelten kan særligt nævnes én der handler om nazisternes aktiviter under jorden – dem var der vist en del af, ser det ud til. Den tur står ihvertfald på vores to-do liste!

Efter den underjordiske ekskursion gik turen videre til Bernauer-strasse, som ligger lige i nærheden. Her ligger Berliner Mauer Dokumentasionszentrum, som er det officielle museum for muren, og samtidig det eneste tilbageværende sted i Berlin, hvor en lille strækning på nogle få hundrede meter har ladt både inder- og ydermuren af Berlinmuren stå. Sagen er nemlig den at muren bestod af to mure, og i mellemrummet mellem disse – den såkaldte deadzone – stod alle vagttårnene, pigtråden, hundene, voldgravene og minerne. Dette kan man så ovenfra via et udsigtstårn, som dog desværre lukket idag pga. al sneen. Men vi fik set en masse indenfor på museet, bl.a. en film optaget fra en helikopter, som fløj hele vejen henover den forladte mur, som den stod i al sin skrækindjagende vælde nogle måneder efter murens fald – i foråret 1990. Rigtigt spændende.

Som sidste del af dagens program stod på lækkert mad. Dette foregik på en ekstremt hyggelig tapas-restaurant i Mitte, lige ved siden af Alexanderplatz. Navnet var Atame og ligger i Dircksenstrasse, og den ryger klart på vores anbefalingsliste. Virkelig lækker tapas-menu i både den kolde og varme ende.

Efter maden gik turen videre til Sony Center på Potsdamer Platz, hvor storfilmen Avatar kunne ses i OV – original verfassung, altså originalsprog – og det tilmed i 3D. Og her skulle vi opleve dagens andet tilfælde af svineheld: Vi havde nemlig ikke været hurtige nok til at bestille billetter, så de eneste der var ledige til denne særdeles populære film var på 5 række – altså næsten helt nede foran lærredet. Og som ekstra torn i øjet var der i bookingcharten – altså oversigten over salen på hjemmesiden, hvor vi hjemmefra bookede og kunne vælge sæder – fire sæder i midten, på 4-bagerste række, som man simpelthen ikke kunne vælge via systemet – selvom de stod som ledige. Vi prøvede endda at ringe ind til kundeservice for at høre om ikke man kunne få lov at booke to af disse fire pladser, nu hvor der ikke var andet end dårlige pladser tilbage. Manden i røret kunne dog ikke hjælpe og havde iøvrigt ikke nogen forklaring på hvorfor sæderne stod frie og ikke kunne bookes – sådan var det bare, sagde han. Ikke desto mindre valgte vi at booke billetterne på 5. række, da vi havde glædet os så meget til at se filmen at det ville være for stort et antiklimaks at droppe det.
Da vi kommer frem til biografen og kommer ind i salen sidder der så nogen på vores pladser. Vi prikker dem på skulderen, idet vi tænkte, at de jo sikkert var folk fra 1.-2. række som blot havde set sit snit til at få lidt bedre pladser. Til vores overraskelse fremviser de dog billetter, som viser nøjagtige samme pladser som vores – så der er altså tale om en dobbeltbooking! Sådan burde ikke kunne ske, men eftersom vi havde booket vores via hjemmesiden og disse folk sikkert havde købt i billetlugen, kunne man jo udlede at vi begge hold havde lige meget ret til pladserne. Så vi gik ud i billetlugen og beklagede vores nød. Dette førte til nogle forskellige opkald via personalet walkies, og pludselig blev vi hentet af en anden ansat, som førte os ind i salen – og henviste os til to af de famøse ikke-booking-bare fire pladser i midten af 4-sidste række. Perfekte pladser i den kæmpe sal – som jo åbenbart blev holdt frie til at løse dobbeltbooking-problemstillinger. Hvor heldig kan man være? Så vi nød filmen på bedst mulige vis.

Da vi kom hjem var det tid til dagens allersidste begivenhed. Sagen er nemlig den at Christian igennem hele hans 31-årige liv altid har haft en drøm om at få lov – uden løftede pegefingre fra nogen – at få lov til at spise al den is han overhovedet kunne proppe i sig. Gennem hele barndommen har der altid været en voksen som har begrænset indtaget til én – eller i sjældne tilfælde måske to – portioner, og senere hen blev denne voksne person afløst af en intern dårlig samvittighed, som automatisk lagde låg på ispakken efter en altid alt for lille portion. Så idag skulle det være og Diana havde således købt to kæmpestore bøtter Carte D’Or vanilie-is med nougat!
Tidligere på dagen havde Christian med lethed konsumeret en halv bøtte, men tidspresset tidligere satte en stopper for indtaget, og først nu – over midnat – kunne orgiet fortsætte. Desværre var Christian så mæt efter dagens program, at han ikke kunne spise mere end en kvart bøtte, og således stod 1,25 bøtte is urørt da fødselsdagen var forbi. Meget skuffende, men samtidig ganske misvisende – idet Christian, under de rette forhold, bestemt kunne have klaret meget mere. Så nu er denne luksusdrøm overført til næste fødselsdag. Det glæder han sig til!

posted by Villum in Berlin,Film,Gastronomie,Sightseeing and have No Comments

Oprydning efter nytårsfesten og afsked med gæsterne

Efter at den første dag i 2010 gik med søvn, restituering og hotdogs, var tiden nu kommet til at få skik på lejligheden efter den store fest. Men faktisk var det ikke så slemt, og via en 3 timers målrettet indsats så alting ud som før.
Desværre var det også tid til at sige farvel til både de nytårsbesøgende venner og til Dan & Katrine, som alle vendte næsen hjem mod Danmark. Det var lidt et antiklimaks ovenpå to uger med afslapning og gode oplevelser med familien og vennerne. Men alt har en ende og det er jo et rigtigt godt tegn at man helst ville have haft alle til at blive.

posted by Villum in Berlin and have No Comments
Tags:

Søvn, restitution og røde hotdogs

Oven på sådan et brag af en fest var der ikke rigtigt nogen af os som denne dag havde energi til andet end dét man normalt laver på årets første dag: Sover, restituerer og…spiser røde hotdogs. Natmaden var vi nemlig aldrig nået til i nat, så den (røde pølser, pølsebrød, remoulade, ketchup, tysk sennep og ristede løg) nød vi godt af her dagen derpå. Og os to mere end nogen andre, da røde pølser jo ikke lige er noget man støder på hver dag!

Om aftenen mandede vi – og alle vores overnattende gæster – os op til at tage ud og få lidt restaurant-mad. Planen var egentlig at tage på Solar, som vi jo var blevet så imponeret af tilbage i juledagene. Dette viste sig dog at være umuligt, da der var helt fyldt op – og så kan man ikke rigtigt klemme 8 mand ind. Vi gik videre mod andre restaurant-muligheder og fandt ud af, at det godt kunne vise sig problematisk at finde bord til 8 noget som helst sted. Alt var bare besat. Ikke desto mindre lykkedes det til sidst, på en – omend ikke så berliner-hipster-cool, men trods alt tømmermænds-behov-opfyldende – australsk restaurant i Sony Center. De havde nemlig dét man har brug for på denne årets sløvest dag; Fried stuff with cheese :)

posted by Villum in Berlin,Gastronomie and have No Comments

Kæmpe international nytårsfest i lejligheden

Så var den store festdag opranden, og allerede fra morgenstunden gik forberedelserne igang. Dels skulle stuen tømmes for møbler, så de leverede borde og bænke kunne få plads – vi skulle jo bespise 18 gæster – og dels skulle der pyntes lidt og hentes mad. Heldigvis var alle vores boende gæster helt med på at løfte i flok, så det gled let. Maden blev leveret af én af vores yndlingsmadsteder, Rote Harfe i Oranienstrasse, og det viste sig at smage lækkert.

Dronningen nytårstale blev kigget via net-tv, og ellers kunne festen gå igang. Sneen føg udenfor, så den indrettede smoker’s lounge (balkonen) var en kold fornøjelse!

Foruden de 18 tilrejsende danskere havde vi også inviteret en lang række af vores venner og bekendte i Berlin – samt andre venner fra Aalborg, som tilfældigvis også var i Berlin henover nytåret. Langsomt sivede der flere og flere ind, og på et tidspunkt rundede vi nemt de 40 mennesker i den lille lejlighed – det var virkelig hyggeligt. Tilmed var det en særdeles international forsamling, der talte både tyskere, danskere, englændere, irere, amerikanere og sågar en brasilianer – så der kunne høres mange forskellige sprog rundt i de forskellige hjørner!

Ved midnat var det så blevet tid for Berlin at skyde året ind – og vi skal da godt nok love for at ragnarok brød løs! Kanonslagsbragene fra gaden smeltede til noget der mindede om tordenvejr, og farveinfernoet var som om at byen pludselig var lyst op af solen – men vel at mærke en regnbuefarvet sol. Mange af gæsterne  valgte at ned på Oberbaum Brücke, hvor man jo har udsigt over byen, men eftersom vi valgte at blive i lejligheden og bruge balkonen (hvilket i sig selv var fantastisk flot – at se hele gaden og dele af Schlesisches Tor lidt fra oven), måtte vi nøjes med vidnesbyrd fra broen – som lød på at det ganske enkelt var galskab der herskede. Himmel og gadeplan stod i fyrværkeri-flammer i godt en time. Ufattelige mængder fyrværkeri blev skudt af og fik Rådhuspladsen i Kbh og Vesterbro i Aalborg til at ligne børnehaver og børn med knaldperler.

Ud på de små timer gik turen så videre til aftenens sidste del, nemlig New Years Odyssey på den legendariske klub Tresor, som nu om dage ligger i en gammel fabrik på Köpenickerstrasse (tidligere lå det i Mitte i en gammel underjordisk bankboks). Her havde godt 3.000 mennesker valgt at feste til tonerne af én af verdens allerstørste dj’s gennem tiderne, Blake Baxter fra Detroit, samt Berlin’s egne Alexander Kowalski og Dirt Crew (aka. James Flavour). Det behøver vel ikke understreges at der var sindsygt tryk på derinde :) Vi holdt indtil omkring 7-tiden, hvor vi trillede hjem i en taxa – hvor vi var heldige at få plads i en vogn med et tysk par, og en velvillig taxachauffør, som lod os sidde ovenpå hinanden.

Alt i alt en fantastisk hyggelig og sjov aften, som vil gå vel over i historien af nytårsfester gennem tiden.

posted by Villum in Berlin,Musik,Subkultur and have No Comments

De første nytårsgæster ankommer

Efter en herlig juleferie var det nu tid for Dianas forældre at vende hjem til Danmark – mens Dan og Katrine dog blev her – og knap havde Karen og Niels Jørgen sat sig i bilen, før næste hold gæster begyndte at ankomme. Dianas veninde Tanja og hendes kæreste Kim, som også skulle bo hos os her henover nytår ankom vel, på trods af snefald i både Danmark og Tyskland.

Blandt de øvrige gæster til festen var også to af Dans venner, Jens og Henning, som dog boede i en lejlighed ovre i østberlin. Vi mødtes dog allesammen om aftenen og gik på italiensk restaurant i Oranienstrasse. Rigtigt hyggeligt og god opvarmning til morgendagens festbrag.

posted by Villum in Uncategorized and have No Comments

Trabbitur, kobberbryllup og fantastisk udsigt over Berlin

Denne dag var helt speciel, idet det var intet mindre end Dianas forældres kobberbryllupsdag – og det skulle jo fejres. Således havde Diana arrangeret billeje af en Trabant (som vi også tidligere på året prøvede), men vel at mærke som overraskelse. Så vi tog afsted før resten af husstanden og fik således hentet kreaturet og samlede så Karen, Niels Jørgen og Dan op på en nærliggende s-bahn station – og så kunne safarien ellers begynde. På de 3 timer lejemålet varer fik vi kørt Berlin tynd på kryds og tværs, og naturligvis kørt en tur ned af Karl Mar Allee. Det var dog ikke helt uden problemer, i det det gamle køretøj havde lidt halsproblemer. Bl.a. kunne lyset ikke slukkes da vi holdt for kaffe, og døren i passagersiden stod af, så vi alle måtte kravle ud af førerside-døren – troede vi. Det viste sig dog bare at vi skulle bruge en større hammer :) (altså, hive lidt hårdere i den).

Efter trabbi-safari gik turen videre til et meget imponerende sted, nemlig restaurant-loungen Solar, som ligger på 17. etage i nærheden af Potsdamer Platz. Her beder man først om adgang til en rustik beton lobby i gadeplan (man kan ikke gå ind, så man må vente til at consiergen lukker én ind – hvorefter man hænger sin jakke og kører i glaselevator udenpå bygningen op til 16. etage (glaselevatoren var IKKE lige højdeskræk-Dianas kop te – men det gik). Med den aldeles imponerende panorama-udsigt over Berlin som baggrund fik vi her serveret en fænomenal middag med bøffer som simpelthen smeltede på tungen. Topkarakter! Og det til normal medium-pris.

Efter madden gik vi af en vindeltrappe i midten en etage højere op, til den såkaldte lounge på 17. etage, hvor man i et pudelandskab kan slænge sig med en cocktail eller bajer og nyde udsigten i gulv-til-loft vinder 270 grader rundt (vest-nord-øst) – ja, faktisk mere end guld-til-loft, da gulvet er lavet mindre end etagen, så man kan faktisk kigge skrået ned over 16. etage og få mere med. Mildest talt imponerende – og tilmed akkompagneret af skiftende dj’s indenfor de elektroniske genrer. Endda i en dj-pult, som i midten af komplekset kører op og ned mellem etagerne. Nice touch! Her fandt Dianas forældre også ud af at dét dersens deep house faktisk slet ikke er så ringe. Også selvom Niels Jørgen da vi kom hjem formåede at referere til det som Down Under House og næste morgen som Ground House. Men han havde da ihvertfald fået retningen rigtig :)

posted by Villum in Berlin,Gastronomie,Sightseeing and have No Comments

Christian tilbage i Berlin via cockpit-tur

Efter en god lille juleferie hjemme ved hans forældre i Danmark kom Christian nu tilbage til Berlin – men kun med en vis portion held. Sagen var nemlig den at han havde planlagt et møde om morgenen med hans revisor hjemme i Aalborg, og dette gjorde – sammen med lidt sløseri – at han kom for sent til check-in til flyet. Efter en god charme-indsats på lufthavnskontoret og en særdeles flink personalestab lykkedes det dog at komme på flyet alligevel, selvom hans plads var blevet afsat til en stand-by passager. Resultat: Christian kom til at sidde i cockpittet mellem de to piloter og fik oplevet hvordan man letter og lander. Meget interessant iøvrigt – og fantastisk udsigt!

Samme dag kom Katrine, Dans kæreste også på besøg i Berlin for at blive henover nytår. Så nu var vi i høj grad fuldtallige i lejligheden igen.

posted by Villum in Uncategorized and have No Comments

Vandretur, mere juleri og teltmiddag på Gendarmenmarkt

Juleriet fortsatte og dagen blev tilbragt med bl.a. vandretur i sneen på Unter Den Linden, julemarked på Ku’damm og som en perfekt afslutning julemiddag i én af de ekstremt hyggelige telt-restauranter på det måske mest eksklusive af Berlins 60 julemarkeder. I praksis har man på dette marked inviteret nogen af området restauranter til at sætte ganske store opvarmede telte op, hvor man så kan sætte sig ind, tage vinterjakkerne af og nyde dejlig mad – mens man kan sidde og kigge ud gennem plastvæggene på markedsmylderet udenfor. Rigtigt hyggeligt og lækker mad.

posted by Villum in Gastronomie,Markeder,Sightseeing and have No Comments